Søvnapnø - Bliv klogere på søvnapnø og behandlingsmulighederne

Dato: Revideret 26. januar 2018 - første publicering 3. oktober 2005

Definition og årsager

Søvnapnø vil sige, at vejrtrækningen ophører i kortere eller længere tid under søvn. Apnø betyder stop i vejrtrækningen, der varer mindst 10 sekunder og kan vare op til 60 sekunder. Når vejrtrækningen stopper i så lang tid, vil personen, der lider af søvnapnø, vågne mange gange i løbet af natten.

For at tilstanden kaldes søvnapnø, skal der definitorisk være mindst fem apnøperioder pr. times søvn, og disse apnøperioder skal føre til, at iltmætningen i blodet falder mindst 5%. For hver apnøperiode vågner personen kortvarigt op, og personen når således aldrig ned i den dybe søvn.

Dette fører til, at personen ikke får en ordentlig nats søvn og således er træt og uoplagt om dagen.

Der er tre typer af søvnapnø:

  • Obstruktiv søvnapnø: Dette er den mest almindelige form. Der er her normale vejrtrækningsbevægelser, men der kommer ikke noget luft ned i lungerne, fordi luftpassagen i næse og/eller svælg er blokeret. Dette sker typisk under REM-søvnen (Rapid Eye Movement) (se også artiklen Når søvnen bliver et problem), hvor musklerne i svælget afslappes. Der er en jævn overgang mellem almindelig snorken og let obstruktiv søvnapnø.
  • Central søvnapnø: Dette er meget sjældent. Der er her ingen vejrtrækningsbevægelser, og der kommer derfor heller ikke noget luft ned i lungerne. Årsagen til de manglende vejrtrækningsbevægelser er, at der ikke kommer signal til vejrtrækningsmusklerne fra hjernen.
  • Blandet søvnapnø: Dette er en blanding af den obstruktive og centrale søvnapnø.

Søvnapnø forekommer hos ca. 1% af befolkningen. Det er hyppigere hos mænd og ses særligt i alderen 30-60 år. Søvnapnø kan dog også ses hos børn, særligt hvis de lider af polypper eller har meget store mandler.

De personer, der har søvnapnø, har ofte også problemer med snorken.

Snorken skyldes, at der er dårlig plads i svælget, således at jo dårligere plads, der er, jo mere intenst snorker man. Der er øget risiko for både snorken og søvnapnø, hvis man er overvægtig.


Symptomer på søvnapnø

Hvis man sover i samme rum som en anden person, vil denne ofte have bemærket en kraftig snorken. Mellem de enkelte snork kan der være pauser på et halvt til et helt minut.

Personen, der lider af søvnapnø, husker ikke alle de gange, han eller hun har været kortvarigt vågen i løbet af natten. Om dagen er der dog ofte betydelige problemer på trods af mange timers søvn.

Følgende gener er typiske:

  • Udtalt træthed med trang til at sove gennem hele dagen.
  • Besvær med at holde sig vågen til f.eks. møder, undervisning eller under bilkørsel.
  • Nedsat koncentrationsevne.
  • Dårlig hukommelse.
  • Irritabilitet.
  • Stærk snorken.
  • Rastløshed.
  • Hovedpine.

Mange personer med søvnapnø har desuden forhøjet blodtryk og et Body Mass Index på mere end 25, hvilket er udtryk for overvægt. Halsomfanget er ofte stort i forhold til højden.

Hos nogle kan iltmanglen i blodet ved nattetid føre til forhøjet blodtryk, lungesygdomme, forstyrrelser i hjertets rytme og pumpeevne, epileptiske anfald eller personlighedsforandringer.

Læs også: BMI Beregner - Find din idealvægt.

Forholdsregler og diagnose

Hvis man har mistanke om, at man kunne lide af søvnapnø, bør man gå til sin egen læge, som kan henvise til yderligere udredning.

Hvis man er meget plaget af træthed og har tendens til at falde i søvn i situationer, hvor man ikke er i fysisk aktivitet, bør man udvise stor påpasselighed, hvis man skal køre bil eller betjene maskiner. Evt. bør man helt undgå dette.

Man kan lave forskellige undersøgelser for at diagnosticere søvnapnø. Man kan observere personen, mens han eller hun sover. Personen skal under søvnen have et pulsoximeter på fingeren, så man hele tiden kan måle iltmætningen i blodet.

Det kan også være nødvendigt at lave en mere avanceret undersøgelse, der kaldes en polysomnografi. Her observerer man også personen under søvn, men man måler også, hvor meget luft der kommer ind og ud gennem munden, hvor meget vejrtrækningsmusklerne arbejder samt søvnniveauet.

Søvnniveauet måles ved et elektroencephalogram (EEG), hvor man sætter elektroder på skalpen og måler på aktiviteten i forskellige områder af hjernen.

Der bør desuden foretages en undersøgelse ved en øre-næse-hals-læge, så man kan få afklaret, hvordan pladsforholdene er i næsen og svælget.


Behandling af søvnapnø

Lider man af søvnapnø, er det vigtigt at holde vægten inden for normalområdet. Søvnapnø plejer at blive mindre, hvis man går ned i vægt. Det er også vigtigt at undgå alkohol og sovepiller. 

  • Vægttab: Hvis man er overvægtig, kan et vægttab alene skabe bedre plads i svælget, så søvnapnøen bedres eller helt forsvinder.
  • Undgå alkohol og sløvende medicin (f.eks. sovepiller, beroligende medicin og visse former for antihistamin) før sengetid.
  • Individuelt tilpasset tandskinne eller en særlig tungeholder kan hjælpe nogle.
  • CPAP (Continuous Positive Airway Pressure): Dette er en særlig maskine, som via en maske over næse og/eller mund sørger for, at der hele tiden er et forhøjet tryk i de øvre luftveje. Luftvejene kan således ikke klappe sammen, og man undgår apnøtilfældene. Det kan dog være noget generende at skulle sove med sådan en maske, og samtidig larmer maskinen en del. Hvis man kan vænne sig til dette, har de fleste dog god effekt af denne behandling.
  • Operation på den bløde gane eller ansigtsskelettet for at skabe bedre plads. Dette har været forsøgt hos nogle patienter, men med meget vekslende resultater.
  • I meget udtalte tilfælde, hvor anden behandling ikke er nok, kan man blive nødt til at foretage en operation, hvor man laver hul ind til luftrøret på halsen (en trakeostomi), så luften til lungerne kommer ind og ud her, i stedet for gennem munden.

Behandling hos lægen

Det er vigtigt for lægen at få klarlagt hvordan og hvornår man sover. For at få klarhed over dette spørger man ofte et andet familiemedlem, som har set patienten sove.

Lægen spørger hvilken medicin der anvendes. Hvis der ikke findes en enkel forklaring, henvises tilfældet til en neurolog. Ved hjælp af blodprøver udelukkes andre årsager til træthed som for eksempel en sygdom i skjoldbruskkirtlen.

Hvis mistanken om et søvnapnøsyndrom stadig findes, lader man patienten overnatte på sygehuset. Her måler man hjernens aktivitet under søvnen og der tages forskellige prøver.

Det er påvist at lægemidler, der indeholder protriptylin og medroxyprogesteron har god effekt i visse tilfælde.

Man kan også være nødt til at ændre på medicineringen mod andre sygdomme. Hvis man får pauser i vejrtrækningen på grund af mekaniske hindringer, kan et apparat der skaber et tryk, som åbner luftvejene, forbedre tilstanden. I visse tilfælde kan det være nødvendigt at operere.

Forløb og komplikationer

De fleste kan hjælpes med ovenstående behandling, men indtil behandling er påbegyndt, er der stor risiko ved at køre bil eller betjene farlige maskiner. Der kan i det hele taget være problemer med at passe et arbejde pga. ekstrem træthed.

Socialt kan man også hæmmes meget, da man ikke kan holde sig vågen til f.eks. at gå i biografen, eller man falder i søvn midt under samtaler.

ContentPageId 9819
ID 9889