Skisæsonen er i gang. Mange mennesker glæder sig til at tage på skiferie eller glæder sig over en veloverstået skiferie. Gennem mange år har et stigende antal danskere taget på skiferie, og selvom antallet svinger fra år til år, ligger antallet ofte på mere end 350.000, der tager af sted.For de fleste danskere står skiferien for en ferie med masser af motion, frisk luft, flot natur og samvær med familie og venner. Mange tager på skiferie på samme tidspunkt og til samme sted hvert år. De fleste tager til Sydeuropa for at stå på ski, mens andre foretrækker Norge og Sverige.
Ofte tager danskere af sted på skiferie uden at forberede sig konditions- og styrkemæssigt. For mange skisportsudøvere er det stadigvæk ikke indlysende, at en skiferie kræver forberedelse. Fodboldspillere og mange andre sportsudøvere konditions- og styrketræner før de starter på sæsonens egentlige fodboldtræning. Man bør faktisk konditions- og styrketræne i ca. 8 uger, før man drager på skiferie. På denne måde får man størst udbytte af skiferien, og man forebygger bedst muligt skader. Løbetræning 3 gange ugentligt med en distance på 3-4 kilometer per gang eller alternativt cykeltræning 1 time 3 gange ugentligt, samt styrketræning 3 gange ugentligt, er tilstrækkeligt til at forberede skiløberen godt til skiferien. Styrketræningen bør tilrettelægges, så man især træner netop de muskler, der anvendes mest under skiløb.
Mange lejer deres skiudstyr enten hjemmefra eller på skisportsstedet, men stadig flere danskere køber dog eget udstyr. Hvad angår udstyr, gælder nogle simple regler for slalom. Skiene skal vælges udfra, hvor dygtig man er til at stå på ski, men naturligvis også efter selve skiens kvalitet. Mange, selv nybegyndere, vælger ski der er mere end 10 cm længere end deres egen højde. Man skal gøre sig klart, at jo længere ski man vælger, jo højere hastighed opnås, og jo vanskeligere er skiene at styre. Mit råd er derfor, at man som nybegynder vælger ski, der er 10 cm kortere end sin højde. Man skal også gøre sig klart, at de fleste danskere kun tager på skiferie en gang om året og at man derfor, på trods af bedre øvelse med årene, fortsat må henregnes til kun at være »lidt øvet«.
Skibindingerne er efterhånden udviklet til at være rimelig tilfredsstillende. Men for de fleste mærker gælder dog, at der fortsat findes bevægemønstre under fald, som ikke udløser bindingerne og som derfor er medårsag til skadernes omfang. Udviklingen indenfor skibindinger er stor, og der er derfor håb om, at der i nær fremtid findes bindinger som altid udløses ved fald. På bindingerne findes oftest en skala, som man justerer bindingernes fasthed ud fra; det vil sige den styrke skistøvlerne sidder fast i bindingerne med. Jo større fasthed, jo større kraft skal der til for at udløse bindingerne.
Oftest anbefales det at stille fastheden af bindingerne på det antal kilo man vejer. Er man til pukkelpiste, stilles bindingerne tit væsentligt højere end personvægten. Mit råd til nybegyndere og let øvede er at stille bindingerne langt løsere, f. eks. på personvægten minus 15-20 kilo. Det er meget vigtigt, at skiene let falder af ved styrt o.lign. I modsat fald er vridmomentet i knæet så stort, at kors- og sideledbånd kan overrives. Selvsagt kan bindingerne sættes for løst, og man må derfor lave nogle tests for at sikre, at bindingerne ikke udløses ved almindeligt skiløb. En af de tests der kan udføres er, at bindingerne bør udløse, når man læner sig forover og kroppens længdeakse når en 45 graders foroverhældning. Det anbefales, at man selv medbringer værktøj, oftest en almindelig skruetrækker, så man selv kan stille bindingerne. Mange skiinstruktører er tillige behjælpelige hermed.
Skistøvlerne er også et vigtigt redskab. De bør sidde ganske tæt til fod og underben uden dog at sidde for stramt. Der bør være mange justeringsmuligheder, så støvlen hele tiden kan tilpasses den enkeltes niveau, pistens beskaffenhed samt den reaktion fod og ben giver under skiløb. Desværre er det ofte kun skistøvler i den dyre ende, der lever op til disse krav. Det er naturligvis ikke godt, hvis en skistøvle ikke passer ordentligt, og der er næppe tvivl om, at underbenets muskler reagerer på dårlig tilpasning med dårligere funktion, herunder dårligere reflekser, og dermed formentlig øget risiko for skader.
Skistavene spiller ikke så stor en rolle rent skademæssigt, omend håndtagets udformning kan være sådan, at risikoen for især tommelfingerskader mindskes. Stavenes længde spiller ikke større rolle for skader, men er naturligvis vigtig for udførelse af slalom. Stavlængden kan diskuteres, men hovedreglen er, at stavene skal have en længde, så de passer skiløberen, og når fra gulv til hånd, når man står oprejst med 90 graders bøjning i albuen. Hvis man ikke er særlig øvet og dermed har større tendens til at falde, kan det være en fordel, at holde om håndtaget med alle fingrene, også tommelfingeren, på sammen side af grebet.
Almindeligvis vil man holde med tommelfingeren på den ene side af grebet og de øvrige fingre på den anden side. Holder man alle fingrene på samme side, mindskes risikoen for tommelfingerskader til næsten nul. Til gengæld er grebet mindre fast, men det betyder sjældent noget, da uøvede og mindre øvede ikke anvender skistavene ret meget. Især kan risikoen for ruptur af ulnare collaterale ligament (ledbåndsskade) i tommelens grundled mindskes med dette greb. Skulle man være så uheldig at pådrage sig en sådan ruptur, er operativ behandling i de fleste tilfælde påkrævet. Skistavene er oftest forsynet med en strop. Anvendes den øges risikoen for tommelfingerskader, så klip den af.
I de senere år har der været en tendens til ikke at bruge »rigtigt« skitøj. Det er nok især de helt unge, der gerne vil stå på ski i almindeligt tøj med kun en skjorte yderst og ingen hue og vanter. Det har bl.a. resulteret i et øget antal forfrysningsskader. Så derfor : Skitøj bør være varmt, vind- og vandtæt og til at ånde i.
For de fleste forløber skiferien heldigvis uden større skader, omend mange får blå mærker eller andre småskader. For mere end 5000 mennesker ender skiferien hvert år derimod ikke så lykkeligt som planlagt. De pådrager sig en skade, som kræver lægelig behandling.
Det er næppe overraskende, at begyndere er mere udsatte end øvede. Faktisk har begyndere mere end 6 gange så stor risiko for en skade i forhold til øvede skiløbere.
Også alderen spiller en rolle, idet mere end 50 % af de, der pådrager sig en ski-skade er under 25 år. Deler man skiløbere op efter alder i 0-10 år, 11-20 år, 21-30 år o.s.v. kan sandsynligheden for at få en skiskade udregnes for de enkelte tiår. Mest bemærkelsesværdigt er det, at risikoen for at brække underbenet er 9 gange større for skiløbere under 10 år sammenlignet med skiløbere over 20 år.
Skibindingerne spiller en afgørende rolle ved opståen af skiskader. Af uøvede, der falder og får en skiskade, udløser skibindingerne kun i 35% af tilfældene, hvorimod bindingerne udløser i ca. 85% af tilfældene for øvede. Det betyder større risiko for den uøvede end for den øvede. Der findes mindre skaderisiko for de, der tester skibindingerne og stiller disse svarende til kunnen og vægt, end for de der ikke gør. Det er heller ikke overraskende, at de der får skiinstruktion har lavere risiko for en skader, end de der bare løber derudaf.
Tabel 1 viser hvilke regioner, der er udsatte for skader i slalom. Ikke alle skader i slalom er bløddelsskader. Tabel 2 viser fordelingen mellem bløddelsskader, som hovedsageligt udgøres af følger efter forvridninger af fod- og knæled og andre skader.
Ofte tager danskere af sted på skiferie uden at forberede sig konditions- og styrkemæssigt. For mange skisportsudøvere er det stadigvæk ikke indlysende, at en skiferie kræver forberedelse. Fodboldspillere og mange andre sportsudøvere konditions- og styrketræner før de starter på sæsonens egentlige fodboldtræning. Man bør faktisk konditions- og styrketræne i ca. 8 uger, før man drager på skiferie. På denne måde får man størst udbytte af skiferien, og man forebygger bedst muligt skader. Løbetræning 3 gange ugentligt med en distance på 3-4 kilometer per gang eller alternativt cykeltræning 1 time 3 gange ugentligt, samt styrketræning 3 gange ugentligt, er tilstrækkeligt til at forberede skiløberen godt til skiferien. Styrketræningen bør tilrettelægges, så man især træner netop de muskler, der anvendes mest under skiløb.
Mange lejer deres skiudstyr enten hjemmefra eller på skisportsstedet, men stadig flere danskere køber dog eget udstyr. Hvad angår udstyr, gælder nogle simple regler for slalom. Skiene skal vælges udfra, hvor dygtig man er til at stå på ski, men naturligvis også efter selve skiens kvalitet. Mange, selv nybegyndere, vælger ski der er mere end 10 cm længere end deres egen højde. Man skal gøre sig klart, at jo længere ski man vælger, jo højere hastighed opnås, og jo vanskeligere er skiene at styre. Mit råd er derfor, at man som nybegynder vælger ski, der er 10 cm kortere end sin højde. Man skal også gøre sig klart, at de fleste danskere kun tager på skiferie en gang om året og at man derfor, på trods af bedre øvelse med årene, fortsat må henregnes til kun at være »lidt øvet«.
Skibindingerne er efterhånden udviklet til at være rimelig tilfredsstillende. Men for de fleste mærker gælder dog, at der fortsat findes bevægemønstre under fald, som ikke udløser bindingerne og som derfor er medårsag til skadernes omfang. Udviklingen indenfor skibindinger er stor, og der er derfor håb om, at der i nær fremtid findes bindinger som altid udløses ved fald. På bindingerne findes oftest en skala, som man justerer bindingernes fasthed ud fra; det vil sige den styrke skistøvlerne sidder fast i bindingerne med. Jo større fasthed, jo større kraft skal der til for at udløse bindingerne.
Oftest anbefales det at stille fastheden af bindingerne på det antal kilo man vejer. Er man til pukkelpiste, stilles bindingerne tit væsentligt højere end personvægten. Mit råd til nybegyndere og let øvede er at stille bindingerne langt løsere, f. eks. på personvægten minus 15-20 kilo. Det er meget vigtigt, at skiene let falder af ved styrt o.lign. I modsat fald er vridmomentet i knæet så stort, at kors- og sideledbånd kan overrives. Selvsagt kan bindingerne sættes for løst, og man må derfor lave nogle tests for at sikre, at bindingerne ikke udløses ved almindeligt skiløb. En af de tests der kan udføres er, at bindingerne bør udløse, når man læner sig forover og kroppens længdeakse når en 45 graders foroverhældning. Det anbefales, at man selv medbringer værktøj, oftest en almindelig skruetrækker, så man selv kan stille bindingerne. Mange skiinstruktører er tillige behjælpelige hermed.
Skistøvlerne er også et vigtigt redskab. De bør sidde ganske tæt til fod og underben uden dog at sidde for stramt. Der bør være mange justeringsmuligheder, så støvlen hele tiden kan tilpasses den enkeltes niveau, pistens beskaffenhed samt den reaktion fod og ben giver under skiløb. Desværre er det ofte kun skistøvler i den dyre ende, der lever op til disse krav. Det er naturligvis ikke godt, hvis en skistøvle ikke passer ordentligt, og der er næppe tvivl om, at underbenets muskler reagerer på dårlig tilpasning med dårligere funktion, herunder dårligere reflekser, og dermed formentlig øget risiko for skader.
Skistavene spiller ikke så stor en rolle rent skademæssigt, omend håndtagets udformning kan være sådan, at risikoen for især tommelfingerskader mindskes. Stavenes længde spiller ikke større rolle for skader, men er naturligvis vigtig for udførelse af slalom. Stavlængden kan diskuteres, men hovedreglen er, at stavene skal have en længde, så de passer skiløberen, og når fra gulv til hånd, når man står oprejst med 90 graders bøjning i albuen. Hvis man ikke er særlig øvet og dermed har større tendens til at falde, kan det være en fordel, at holde om håndtaget med alle fingrene, også tommelfingeren, på sammen side af grebet.
Almindeligvis vil man holde med tommelfingeren på den ene side af grebet og de øvrige fingre på den anden side. Holder man alle fingrene på samme side, mindskes risikoen for tommelfingerskader til næsten nul. Til gengæld er grebet mindre fast, men det betyder sjældent noget, da uøvede og mindre øvede ikke anvender skistavene ret meget. Især kan risikoen for ruptur af ulnare collaterale ligament (ledbåndsskade) i tommelens grundled mindskes med dette greb. Skulle man være så uheldig at pådrage sig en sådan ruptur, er operativ behandling i de fleste tilfælde påkrævet. Skistavene er oftest forsynet med en strop. Anvendes den øges risikoen for tommelfingerskader, så klip den af.
I de senere år har der været en tendens til ikke at bruge »rigtigt« skitøj. Det er nok især de helt unge, der gerne vil stå på ski i almindeligt tøj med kun en skjorte yderst og ingen hue og vanter. Det har bl.a. resulteret i et øget antal forfrysningsskader. Så derfor : Skitøj bør være varmt, vind- og vandtæt og til at ånde i.
For de fleste forløber skiferien heldigvis uden større skader, omend mange får blå mærker eller andre småskader. For mere end 5000 mennesker ender skiferien hvert år derimod ikke så lykkeligt som planlagt. De pådrager sig en skade, som kræver lægelig behandling.
Det er næppe overraskende, at begyndere er mere udsatte end øvede. Faktisk har begyndere mere end 6 gange så stor risiko for en skade i forhold til øvede skiløbere.
Også alderen spiller en rolle, idet mere end 50 % af de, der pådrager sig en ski-skade er under 25 år. Deler man skiløbere op efter alder i 0-10 år, 11-20 år, 21-30 år o.s.v. kan sandsynligheden for at få en skiskade udregnes for de enkelte tiår. Mest bemærkelsesværdigt er det, at risikoen for at brække underbenet er 9 gange større for skiløbere under 10 år sammenlignet med skiløbere over 20 år.
Skibindingerne spiller en afgørende rolle ved opståen af skiskader. Af uøvede, der falder og får en skiskade, udløser skibindingerne kun i 35% af tilfældene, hvorimod bindingerne udløser i ca. 85% af tilfældene for øvede. Det betyder større risiko for den uøvede end for den øvede. Der findes mindre skaderisiko for de, der tester skibindingerne og stiller disse svarende til kunnen og vægt, end for de der ikke gør. Det er heller ikke overraskende, at de der får skiinstruktion har lavere risiko for en skader, end de der bare løber derudaf.
Tabel 1 viser hvilke regioner, der er udsatte for skader i slalom. Ikke alle skader i slalom er bløddelsskader. Tabel 2 viser fordelingen mellem bløddelsskader, som hovedsageligt udgøres af følger efter forvridninger af fod- og knæled og andre skader.
Hvis uheldet er ude og man får en korsbåndsskade, er den eneste effektive løsning operativ behandling med rekonstruktion af korsbåndet for derved at genskabe stabilitet i knæleddet. Et overrevet korsbånd kan ikke vokse sammen igen. Det er stadigvæk gangbart at forsøge at genoptræne knæet uden operation, men det resulterer i mere usikre stabilitetsforhold, end hvis der foretages operativ behandling, og dermed øget risiko for ny knæforvridning.
Der findes i dag flere forskellige operationstyper til De fleste er enige om, at simpel sammensyning ikke er anvendelig, men at der skal en reel rekonstruktion til, hvor der anvendes senevæv som erstatning for det ødelagte kors- eller sideledbånd.
Mange foretrækker operative rekonstruktioner, hvor der bruges del af ligamentum patellae (springerledbåndet) (bone-patella-bone plastic), andre foretrækker brug af tractus iliotibialis (sene fra udsiden af låret) og andre igen sener som f.eks. semitendinosus o.lign.. Der er både fordele og ulemper ved de forskellige operationstyper. Det ligger dog fast, at en rekonstruktion af et overrevet korsbånd resulterer i en pause fra motion og sport i ca. 6 måneder og at intensiv optræning er nødvendig i flere måneder efter operationen.
Som konklusion kan det siges, at de fleste alvorlige skader i slalom kan tilskrives udstyret som væsentlig medårsag. Bindingerne spiller her en væsentlig rolle. Hvis man sløser med indstillingen af disse, og det gælder især hvis man er uøvet, er resultatet en øget risiko for en alvorlig skade. Forudgående konditions- og styrketræning samt skiinstruktion mindsker skaderisikoen. Når det drejer sig om benbrud, har børn under 10 år den største risiko, hvorfor forældre bør være meget opmærksomme på, at ovenstående råd følges.