Isoterapi danner sammen med Nosodeterapi en særlig gruppe homøopatiske lægemidler, som kaldes Bioterapier. De er som regel fremstillet på basis af mikrober, patologiske sekreter eller reaktionsstoffer. De sidste kaldes overvejende for Nosoder, og er ofte fremstillet på basis af stoffer som mennesket kan blive forgiftet af.
Isoterapi er en form for homøopati, der stammer helt tilbage fra Hipokrates (460- ca. 377 f.K.). Langt senere skrev Paracelsus (1493-1541) i sit Compendium Philosophiam: "Gift nedsvælget af et menneske er dødelig medmindre organismen kan finde en anden gift til at bekæmpe den med."
Isopati er baseret på en ætiologisk analogi. Det vil sige at man behandler med de samme virkemidler, som har fremkaldt sygdommen, men i homøopatisk fortynding. Isoterapi kan ikke fremkalde sygdommen, fordi præparatet er homøopatisk fortyndet og indeholder ikke direkte smittekim eller døde bakterier. Dette er i modsætning til vaccination, hvor man indgiver en lille smule levende eller døde bakterier, svampe eller virus.
Hvad kan behandles med isoterapi?
Præparaterne anvendes til at behandle patienter med en lang række forskellige lidelser, som f.eks.
- Virus- svampe- og bakterieangreb og/eller skader herefter
- Mononukleose/kyssesyge
- Madforgiftninger samt andre forgiftninger og forureninger af kroppen
Symptomerne på disse lidelser kan være mange. Mave-tarmlidelser kan bl.a. have følgende symptomer: diarré, forstoppelse, luft i maven, smerter og ildelugtende afføring. Andre symptomer kan manifestere sig som eksem og andre hudlidelser, led- og muskelsmerter, hovedpine, migræne og luftvejslidelser m.m.
Det skal understreges, at akutte livstruende forgiftninger ikke behandles med disse midler før en almindelig lægebehandling er afsluttet, og patienten dermed er uden for livsfare.
Hvordan foregår en behandling med isoterapi?
Denne gruppe lægemidler bruges overvejende af alternative behandlere som f.eks. biopater, heilpraktikkere og nogle homøopater.
En isoterapi behandling vil typisk begynde med en samtale, hvor behandleren danner sig et indtryk af det problem, klienten henvender sig med.
Behandleren kan f.eks. spørge ind til følgende:
- Symptomer og sygdomshistorie
- Kostvaner
- Brug af medicin og kosttilskud
- Fordøjelse og væskeindtag
- Fysisk og psykisk arbejdsmiljø
Behandleren kan også lave en test, for at finde ud af, hvilken behandling, der er behov for.