Kemikalier ødelægger immunforsvar
Børnevacciner mod alvorlige sygdomme som stivkrampe og difteri beskytter ikke børn så effektivt, som de kunne. Årsagen er, at industrikemikalier som PCB, der findes i kosten, i miljøet og i bygninger, gør børnenes immunforsvar dårligere, så det ikke reagerer ordentligt på vaccinerne.
Det viser et nyt omfattende videnskabeligt studie, der er gennemført af danske forskere fra bl.a. Rigshospitalet og Syddansk Universitet i samarbejde med et internationalt forskerteam.
Studiets resultater er netop blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Environmental Health Perspectives.
Forskere bekymret
En af de forskere, der er med i projektet, er professor, dr. med. Philippe Grandjean fra Institut for Miljømedicin fra Syddansk Universitet. Han er bekymret over udviklingen.
- Vores studium viser, at PCB var den faktor, der havde den største hæmmende indvirkning på vaccinerne: En fordobling af PCB-koncentrationen viste sig at medføre et fald i immunforsvarets respons på vaccinerne med op mod 20 procent,« fortæller Philippe Grandjean.