BPA-fri plast kan også forstyrre hormonerne
Mad og drikke opbevares ofte i plastemballage – både i butikkerne og hjemme. Men den praktiske plast viser sig nu, at kunne afgive stoffer, der har hormonforstyrrende effekt - i hvert fald på celler. Sutteflasker lavet af polycarbonat har længe været i fokus. De kan nemlig frigive bisphenol A (BPA), som bl.a. mistænkes for at være hormonforstyrrende. Men nu viser amerikanske forskere, at også plast uden BPA, som bruges til fødevarer, kan have denne effekt.
- Undersøgelsen viser overordnet, at flere plasttyper kan afgive stoffer, som minder om det kvindelige kønshormon østrogen. Men da effekten kun er målt på celler, kan det endnu ikke konkluderes, at stofferne i praksis virker hormonforstyrrende på mennesker, siger miljø- og sundhedsfaglig medarbejder Mia Kjærstad fra Informationscenter for Miljø & Sundhed (IMS).
Tilsætningsstoffer i plast kan være hormonforstyrrende
Noget plast er lavet af polyethylen (PE) eller polypropylen (PP), som ikke selv er østrogenlignende, men disse to plasttyper kan tilsættes stoffer, som er mistænkt hormonforstyrrende.
Forskerne fremhæver, at det dog er muligt at lave plast, som ikke frigiver kemiske stoffer med hormonforstyrrende effekt, heller ikke selvom produktet udsættes for stressfaktorer, som varme og stråling.
- Forbrugeren kan ved hjælp af plastpilene se, hvilken plasttype et produkt er lavet af. Men to produkter, lavet af den samme plasttype, kan være tilsat forskellige stoffer, som f.eks. skal beskytte plasten. Og det er desværre ikke muligt for forbrugeren, at se om plasten er tilsat hormonforstyrrende hjælpestoffer, siger Mia Kjærstad.
Sådan kan du sikre dig mod hormonforstyrrende plast
Mens du venter på, at få mulighed for at genkende den sikre plast, kan du være ekstra forsigtig ved at følge nedenstående råd. Du kan f.eks.:
- vælge fødevarer på glas og bruge glas til opbevaring i stedet for plast. Vær dog opmærksom på, at også låg til glas kan indeholde BPA, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
- opvarme mad i mikrobølgeovnen i et fad frem for i plast.
- vælge kun at bruge plastmaterialer til det, de er beregnet til. F.eks. kun bruge plast i mikrobølgeovnen, hvis der er et mikrobølgeovnssymbol på og kun bruge plast til fødevarer, der er beregnet til fødevarer. Så er der trods alt mindre risiko for frigivelse af problematiske stoffer.
- undgå at plast står i sollys, da UV-strålerne kan få plasten til at frigive kemiske stoffer med østrogen aktivitet.
- lade være med at bruge plast, der er slidt, til fødevarer.
- vælge plast med plastpilene 02, 04 og 05. Det er lavet af polymerer, der endnu ikke er fundet hormonforstyrrende. Men de kan dog være tilsat stoffer, som er det.