Dårlig livskvalitet kan måske øge risikoen for at udvikle kræft nyhed

Raske personer, som vurderer deres livskvalitet til at være hverken god eller dårlig, dårlig eller meget dårlig, ser ud til at have større risiko for senere at udvikle kræft end personer, som vurderer deres egen livskvalitet til at være god eller meget god.

Det viser en helt ny undersøgelse udført i samarbejde mellem Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet og Kræftens Bekæmpelse. Resultaterne er publiceret i det internationale tidsskrift European Journal of Cancer.

Dårlig livskvalitet fordobler risiko for kræft

Undersøgelsen har fulgt 4500 personer, siden 1993, og den kommer frem til, at personer, der vurderede deres livskvalitet til at være enten "hverken god eller dårlig", "dårlig", eller "meget dårlig" i 1993, senere havde næsten dobbelt så stor risiko for at udvikle kræft end de personer, som vurderede deres livskvalitet til at være "meget god".

Ingen af deltagerne havde haft kræft inden de indgik i denne undersøgelse. I resultaterne er der taget højde for en lang række faktorer; herunder: køn, indkomst, rygning, alkohol indtag, fysisk aktivitet, og andre helbredsproblemer. Derved har disse faktorer ingen indflydelse haft på resultaterne.

Læs hele artiklen på Statens Institut for Folkesundhed her