Rygning og alkohol en farlig cocktail
Poul Erik Petersen, professor ved Tandlægeskolen, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, har gennemtrawlet databasen fra WHO International Agency for Cancer Research, og konkluderer, at kombinationen af rygning og alkohol øger risikoen for kræft i mundhulen markant.
- Vi ved fra befolkningsundersøgelser, at tobak og alkohol er de to væsentligste årsager til mundkræft. Kombinerer man et højt forbrug af alkohol med indtagelse af tobak, får man en ekstra høj risiko for at få sygdommen,« siger Poul Erik Petersen, der også er chef for verdenssundhedsorganisationen WHO's program for global oral sundhed
Forbruget af alkohol og tobak skal ned
Den høje forekomst af kræft i mundhulen er et signal om, at mange danskere har et stort forbrug af cigaretter og alkohol.
Nøglen til at nedbringe antallet af kræfttilfælde er at få rygerne til at kvitte smøgerne og at få folk til at nedbringe alkoholindtaget.
Selv om myndighederne har gjort meget for at nedbringe antallet af rygere, så er tobak stadig populært. Tyggetobak har hidtil kun været udbredt blandt ældre i form af skråtobak. Men nu er nye former for tyggetobak ved at vinde indpas blandt unge.
Den udvikling mener Poul Erik Petersen er uheldig, da tyggetobak giver samme risiko for at udvikle mundkræft såvel som andre former for cancer.