Den 24-årige patient, Sarah, medvirkede som en del af BBC dokumentaren: The Doctor Who Gave up Drugs, hvor hun altså blev kureret for sin depression ved hjælp af en ugentlig svømmetur i åbent hav. Det skriver The Guardian.
Selvom behandlingen af flere betegnes som en succes, er der brug for mere forskning på området, for at sikre mere evidens og udelukke placeboreaktioner.
Udsendelsen blev præsenteret af læge og forsker ved University College London, Christoffer van Tulleken.
- Det er en serie, der ser på vores mest foreskrevne lægemidler, især hvor der er svagheder i beviset for deres effektivitet, siger han om programmerne.
Følte hun var i en "kemisk tåge"
Sarah har været i behandling for en alvorlig depressiv lidelse og angst siden hun var 17 år gammel. Men hendes symptomer var resistente over for de gængse midler, og medicinen fik hende til at føle sig som om hun var i en "kemisk tåge".
Efter at hun havde født sin datter, ønskede hun at være medicin- og symptomfri. Under Van Tullekens tilsyn reducerede hun gradvist sine doser af medicin, samtidig med hun begyndte at age en ugentlig svømmetur i åbent hav med en temperatur på 15C.
Inden for fire måneder med denne ukonventionelle behandling var Sarah medicinfri, og hendes symptomer var væk.
Et verdensomspændende problem
Van Tulleken udpeger depression som en af de største årsager til handicap på verdensplan, og siger at recepter for antidepressiva er stigende.
- I den virkelige verden har folk taget antidepressiva i mange år. Den største analyse af effektiviteten af disse lægemidler er en undersøgelse offentliggjort i The Lancet, der fulgte patienter i bare otte uger. Med dette i tankerne, studerer mange forskere alternativer til medicin, siger han.
Undersøgelse fra The Lancet findes her.
Rapport belyser behovet for mere forskning
Sarahs historie dannede grundlag for en rapport offentliggjort i British Medical Journal, som Van Tulleken er medforfatter af. I rapporten beskriver Van Tulleken og hans kolleger Sarahs erfaring, og fremhæver behovet for yderligere forskning for at fastslå om, og hvordan, koldtvandssvømning kan virke for andre patienter.
Kroppens første reaktion på nedsænkning i koldt vand er en øjeblikkelig afkøling af huden, hvilket resulterer i et såkaldt koldtvandschok. Det kan være yderst farligt, især for personer med visse medicinske lidelser, da det fører til en massiv forøgelse af vejrtrækning og puls.
Mere fokus på de gavnlige aspekter ved nedkøling
Professor ved 'Institut for Idræt og Motion' ved University of Portsmouth, Michael Tipton, som også medforfatter af rapporten siger:
- I årevis har vi bekymret os mere om de farlige aspekter ved det kolde vand i stedet for at tænke på de gavnlige aspekter ved det.
Tipton tilføjer at der er tegn på, at kulde er antiinflammatorisk, og en nylig undersøgelse viser, at koldtvandssvømning førte til forbedringer hos patienter der oplever postoperativ smerte.
Koldt vand kan afhjælpe stress
Koldtvandssvømning aktiverer også spændingsresponser i kroppen, og gentagen udsættelse for koldt vand kan resultere i en proces med tilpasning, der kaldes habituation.
- En teori er, at hvis du tilpasser dig til koldt vand, slår du også din stressrespons fra i forhold til andre daglige påvirkninger som f.eks. raseri, eksamensangst eller fyring på arbejdspladsen, siger Van Tulleken.
Ifølge klinisk psykolog og professor ved University of Reading, Shirley Reynolds, der ikke var involveret i arbejdet, er der tegn på, at det at udføre en meningsfuld aktivitet såsom motion er nyttig i sig selv.
Reynolds kommenterede også at en enkelt sag ikke kan fortælle os noget om effektiviteten, som også kan være en naturlig genopretning eller placeboreaktion.
Endnu uklart hvorfor det hjalp
Van Tulleken siger at selvom det er koldtvandssvømning der er ansvarlig for de forbedringer, som Sarah oplevede, ville der være behov for yderligere undersøgelser for at forstå hvorfor.
- Sarah er en fænomenal person - hun er bare en meget usædvanlig stærk, modstandsdygtig og modig person, og selv om det ikke er klart, hvorfor koldvandsbehandlingen fungerede, eller om det var placebo, har det i det mindste hjulpet én person, siger han.
Sarah er stadig medicinfri og svømmer stadig.