En uge med sved på panden nyhed

En hel uge med sved på panden og røde kinder bliver skudt i gang med Sundhedsstyrelsens Get moving-kampagne fra 11.-15. oktober. Bevæg dig mindst en time om dagen, lyder budskabet til eleverne i folkeskolernes 4.-10. klasser og der bliver lagt hårdt ud med aktiviteterne i uge 41.

Motion øger livskvaliteten

Børn og unge bliver både gladere og sundere, hvis de er fysisk aktive. Deres risiko for at blive overvægtige, få sukkersyge og forhøjet blodtryk falder. Samtidig får børnene større selvtillid, bedre koncentrationsevne og livsglæde.

Unge bevæger sig for lidt

Tal fra Undersøgelse af de 11-15-åriges livsstil og sundhedsvaner 2008 viser, at udviklingen går den forkerte vej. Andelen af piger, der bruger tre eller flere timer foran computeren eller fjernsynet, er steget fra 49 procent i 2003 til 69 procent i 2008. Andelen af drenge er steget fra 72 procent i 2003 til 82 procent i 2008.
Tallene viser desuden, at kun en tredjedel af drengene og en femtedel af pigerne mellem 11 og 15 år bevæger sig mindst en time hver dag, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

Landsdækkende kampagne

Den nye kampagne starter mandag den 11. oktober og består af TV-spots, plakater, inspirationskatalog og som en særlig feature i år: ”The Hamster Show”, hvor de unge kan uploade billeder af deres venners ansigter i en interaktiv filmoptagelse og få sig et godt grin.

Kampagnen Get Moving 2010 foregår i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Danmarks Idræts-Forbund, Skov- og Naturstyrelsen, Partnerskabet ”7 timer om ugen”, Kræftens Bekæmpelse, Dansk Cyklist Forbund og Hjerteforeningen.