Sammenhængen mellem åreforkalkning og frie radikaler er meget stærk. Det er ikke modbevist, at de bør bekæmpes. Det er nemlig ikke undersøgt.
Der er som bekendt et problem med antioxidanter: Det er ikke bevist, at de forebygger åreforkalkning eller kræft.
Det er mærkeligt, for der er nærmest fuld enighed om, at det, som antioxidanterne bekæmper, nemlig frie radikaler, er hovedårsagen til disse dræbersygdomme. Hvorfor er deres rygte så ikke bedre?
Der er mange forklaringer. En af dem er, at de har haft dårlig presse. De virker, men svindlere manipulerer med tallene og påstår det modsatte, hævder nogen. Ikke uden grund. For et par år siden måtte bl.a. en dansk forsker til sin fortrydelse meddele, at antioxidanter nedsætter risikoen for kræft med omkring 10%. Det var ganske vist ikke statistisk sikkert, men ærgrelsen var alligevel så stor, at han simpelthen måtte gå i den modsatte grøft: I TV erklærede han frejdigt, at man havde opdaget, at antioxidanter "simpelthen accelererer kræftcellerne". De var rene giftstoffer, forstod man.
Sagde han virkelig det? Javist! Men mindre grov manipulation foregår også. En yndet metode er f.eks. at ignorere positive resultater. I Motions- og Ernæringsrådets seneste rapport om antioxidanter beskriver man bl.a. den unikke franske SU.VI.MAX-undersøgelse, der viste, at tilskud af antioxidanter nedsætter mænds dødelighed med over en tredjedel! Trods det enestående resultat omtales den overhovedet ikke i konklusionen. Gemt er glemt.
Når SU.VI.MAX er unik, er det fordi, det er det eneste store, mangeårige lodtræknings-forsøg, hvor man har brugt en bred vifte af antioxidanter (C- og E-vitamin, selen, betakaroten og zink) i stedet for kun én eller to. Derved tør man tro, at de frie radikaler virkelig bliver angrebet. Store mængder af kun én antioxidant kan have modsat virkning, dvs. øge mængden af frie radikaler.
Manipulation er én ting, men hvad med selve undersøgelserne? Det billede tegner sig stadig stærkere, at mange af dem antageligt er udført med lidet virksomme antioxidanter i lidet virksomme doser eller kombinationer.
Tænk på åreforkalkning. Der er meget stor enighed om, at åreforkalkning i grove træk skyldes, at frie radikaler ilter det såkaldte LDL-kolesterol, som derpå fremkalder forkalkningen. Derfor bør man logisk set kunne bremse den ved at neutralisere de frie radikaler. Bemærk altså hvad teorien siger: Hvis man neutraliserer de frie radikaler, bremser man åreforkalkningen!
Forkerte undersøgelser
Men desværre er det ikke det, man har undersøgt! Man har ganske vist undersøgt for åreforkalkning, men man har ikke undersøgt, om der blev færre frie radikaler og dermed, om man havde brugt den rette behandling. Hvis forkalkningen aftog, ville man altså ikke kunne vide, om det var af den grund. Bl.a. har man gjort forsøg med E-vitamin uden at måle frie radikaler. Ofte har man end ikke målt, om vitaminet blev optaget fra tarmen, en nødvendig forudsætning for virkning. Når man har målt det, var stigningen i blodet oftest ubetydelig.
Men neutraliserer et tilskud af E-vitamin da ikke altid frie radikaler? Ikke nødvendigvis. Det er nok klogest at kombinere med andre antioxidanter (eks. C-vitamin, selen). I et forsøg, hvor man gav deltagerne op til 2.000 mg - langt mere end i kosttilskud - fandt man overhovedet ingen neutralisering.
Under enhver ordentlig medicinsk behandling kontrollerer man, at medicinen gør, hvad den skal. Når en diabetiker f.eks. får insulin, ved man, at det trænger ud i vævene. Så skal blodsukkeret falde. Det måler man. Selvfølgelig! Men den slags banale målinger mangler i de kliniske forsøg med antioxidanter. Det er hverken undersøgt, om deltagerne på forhånd var belastede med frie radikaler eller om de blev mindre belastede af behandlingen. Det er, som hvis man gav en person insulin, men hverken vidste, om han havde sukkersyge, eller om hans blodsukker faldt.
Hvorfor er det ikke målt? Det skyldes næppe ond vilje, men man har manglet gode målemetoder. Dem har man i højere grad nu.
Frie radikaler ilter som nævnt LDL-kolesterol. Et hold forskere fra Cleveland har nu peget på, at to af iltningsprodukterne er særdeles gode markører for åreforkalkning i hjertets kransårer: 9-HETE og F2-isoprostan. Afhængigt af mængden i blodet kunne to personer med samme alder, køn, blodtryk, rygevaner og kolesterol have vidt forskellig sandsynlighed for stærk åreforkalkning i hjertets kransårer. Hvis den ene lå i højeste fjerdedel mht. F2-isoprostan, mens den anden lå i laveste, var den førstes risiko ti gange større end den andens! En gigantisk forskel.
Omridset af mere rimelige forsøg med antioxidanter og åreforkalkning tegner sig:
Der skal gives en bred vifte af antioxidanter, ikke bare en enkelt.
Deltagerne skal have forhøjede værdier af f.eks. F2-isoprostan. Ellers ved man ikke, i hvilket omfang der er brug for antioxidanter.
Det skal måles, at mængden af eks. F2-isoprostan - som udtryk for frie radikaler - falder under behandlingen. Ellers er forsøget nytteløst.
Intet af dette er endnu gjort. Den kliniske forskning i antioxidanter er i sine barnesko!
Referencer:
Shishehbor MH et al. Systemic elevations of free radical oxidation products of arachidonic acid are associated with angiographic evidence of coronary artery disease. Free Radical Biology & Medicine 2006;41:1678-83.
Hercberg S et al. The SU.VI.Max study. Arch Int Med 2004;164:2335-2342
Meagher E et al. Effects of vitamin E on lipid peroxidation in healthy persons. JAMA 2001;285:1178-82.