Ekspert: Mænd bør nedfryse deres sæd ved 18 års alderen
Flere forskellige undersøgelser har antydet, at sæd bliver mere udsat for genetiske fejl med alderen, hvilket øger risikoen for autisme, skizofreni og andre lidelser.
Dr. Kevin Smith fra School of Science, Engineering and Technology på Abertay Universitet i Dundee, mener at hvis man tilbød nedfrysning af sæd i den offentlige sundhedssektor, så ville man undgå risikoen for ”gradvist at reducere den menneskelig helbredstilstand på længere sigt.”
Den noget kontroversielle udmelding blev publiceret i Journal of Medical Ethics. Dr. Smith argumenterer for sit forslag ved at henvise til genetiske undersøgelser der viser, at ældre mænds sæd indeholder et større antal mutationer, og at visse af disse mutationer kan udgøre en potentiel helbredsrisiko for fremtidige børn.
Han fortæller ”Hvis den demografiske udvikling i retning af senere faderskab fortsætter, vil det sandsynligvis føre til flere børn som lider af genetiske sygdomme.”
Ifølge Dr. Smith kan man imødekomme problematikken ved enten at fremme tidligere faderskab eller skabe incitamenter for unge sæddonorer og statsstøttede sædbanker. Dr. Smith mener, at statsstøttede sædbanker for unge sæddonorer er den mest effektive løsning, og at det i princippet kunne implementeres med det samme.
”Det er på tide at vi forholder os til spørgsmålet om faderlig aldring og dens effekt på de næste generationer af børn.” mener Dr. Smith
Dr. Smith mener, at mænd i 40-års alderen bør overveje at anvende nedfrosset sæd, og at man ideelt set bør nedfryse sæden når manden er omkring 18 år. Hvis sædbankerne blev statsstøttet ville det, ifølge Dr. Smith, være muligt at skabe relativt billige løsninger for borgerne.