Ny hjemmeside med fod på gigten nyhed

Som den første patientorganisation i Norden dedikerer Gigtforeningen nu en særlig hjemmeside til ømme og smertefulde fødder. Her kan man blandt andet læse om de hyppigste gigtsygdomme i fødderne, om forskellige former for behandling, om sko, fodpleje og øvelser, og om smerter, diagnoser og medicin. Man kan også få gode råd om behandlere, tilskudsregler og meget mere.

Gigtforeningen bag side om gigt i fødderne

Bag hjemmesiden står fysioterapeut i Gigtforeningen, Maria Jacobsen, i samarbejde med nogle af landets førende eksperter på områder: Ortopædkirurg Peter Basse, bandagist Henrik Godskesen, ortopædskomager Hans Henrik Rasmussen og fodterapeut Pia Bondorph

Maria Jacobsen kalder hjemmesiden ”unik på grund af sin tværfaglighed” og forklarer:

- Rigtig mange mennesker – bl.a. patienter med slidgigt, leddegigt, achillesseneproblemer og platfod – kan have voldsomme smerter i fødderne på grund af deres gigtsygdom. Og fodsmerter forplanter sig ofte til resten af kroppen. Som regel må man søge hjælp mange forskellige steder, men nu har vi gjort det let for den enkelte og samlet al tilgængelig viden.

Overblik over gigtbehandlinger i fødderne

Maria Jacobsen nævner som et eksempel, at patienter med problemer og smerter i fødderne ofte har svært ved at finde den rette behandler.

- Der findes behandlingstilbud fra læger, fysioterapeuter, fodterapeuter, skomagere, bandagister og alternative behandlere, men ofte er behandlingen uden den forventede effekt. Det skyldes dels, at problemer i fødderne er svære at diagnosticere og behandle og dels, at mange behandlere mangler indsigt i foden og dens sygdomme. På den ny hjemmeside kan man nu få et overblik over, hvem der kan hjælpe med hvad.”

Desuden er der mulighed for at teste hvilken ”fodtype” man er, og at finde gode råd om sunde fødder, fodpleje og forebyggelse.

Pas på fødderne

- Man skal passe godt på sine fødder, for de skal bære én gennem hele livet,” siger Maria Jacobsen og fortsætter:
- Er man i tvivl om, hvor man skal søge råd og hjælp, vil jeg opfordre til, at tage det første skridt på vores hjemmeside. Det er både let og overskuelig, og vil forhåbentligt bidrage til at gøre det lidt lettere at bruge sine fødder.”

Se hjemmesiden på følgende link: www.gigtforeningen.dk/foedder