Ny mærkedag for NET kræftsygdomme
Brystkræftgalla, Støt Brysterne Kampagne og lyserøde kager, armbånd, t-shirts og sågar bygningsbelysning. Hele oktober måned har medier, virksomheder og privatpersoner haft fokus på at støtte brystkræftsagen. Men brystkræft er ikke den eneste cancerform, som har brug for det offentlige rampelys. Det gælder eksempelvis sygdommen NET, som nu har fået sin egen internationale mærkedag.
- Jeg lavede en undersøgelse blandt de NET-patienter, vi har i behandling, og mange efterlyste mere information og en mulighed for at kunne møde hinanden. Det er baggrunden for, at vi har valgt at markere den internationale NET-dag fremover, så vi får muligheden for både at samle og oplyse NET-patienter, siger Lise Munk Plum, klinisk sygeplejespecialist i NET på Rigshospitalet.
Antallet af NET patienter stiger
Og det er ikke kun af sociale årsager, at læger og sygeplejersker nu vil sætte mere fokus på NET. Undersøgelser viser nemlig, at antallet af NET-patienter er femdoblet siden 1970’erne og det øger behovet for tidlig opsporing, fordi chancen for overlevelse er størst, hvis patienten hurtigt kan blive diagnosticeret og komme i behandling.
Øget fokus skal sikre opsporing
Men netop den tidligere opsporing er en udfordring, for det er ikke helt nemt at genkende en NET-patient, uden grundige undersøgelser. NET står for Neuro-Endokrine Tumorer, som er en samlet betegnelse for en type kræftsvulster, som opstår i mave-tarmregionen. NET-svulster vokser oftest langsomt og symptomerne er generelle som træthed, lette mave smerter, diarré eller såkaldt flushing, som er en pludselig opstående rødme i huden. Større opmærksomhed omkring symptomer, er noget af det som NET-dagen skal sætte fokus på samtidig med, at dagen skal give de danske NET-patienter muligheden for, at møde ligesindede.
- Det er vigtigt for mig at komme til at møde andre patienter med min sygdom og høre, hvordan de er blevet behandlet. Og så kommer der jo hele tiden nye behandlinger på banen, som jeg gerne vil høre om. Og så kommer vi selvfølgelig for støtte. Jeg vil gerne støtte andre patienter, og min hustru vil gerne tale med pårørende, og høre hvad man kan forvente af den sjældne type kræft, som jeg har, siger Harald Christensen, som selv er NET-patient.
Patienter passer ikke ind
Og Harald Christensen og de andre NET-patienter kan få meget ud af at stå sammen, mener de professionelle behandlere. NET-patienternes særlige kendetegn betyder nemlig i følge Lise Munk Plum, at der er en forhøjet risiko for, at sygdommen bliver overset både af patienterne, men også af systemet.
-Patienten kommer ind i et sundhedssystem med kræftpakker, der skal sikre at patienterne kører effektivt igennem sundhedssystemet. Men NET-patienter passer ikke ind i kræftpakkerne – for dem handler det mere om hurtigt at blive henvist til en specialiseret enhed, siger Lise Munk Plum.
Den internationale NET dag finder sted den 10. november 2001, kl. 10-15.15 i DGI-Byen, København V.