Vaccination også til voksne kvinder
Kræftens Bekæmpelses kampagne Vidunderlivet har gennem det sidste års tid haft fokus på at få informeret kvinder mellem 18 og 28 år om, at det nytter at blive vaccineret mod livmoderhalskræft, selv om man har haft sin seksuelle debut, og at man skal deltage i screening for sygdommen hvert 3. år, fra man er 23 år.
Livmoderhalskræft |
|
Prisen er for høj, og der mangler information
-Budskabet er nået ud i målgruppen, men den primære årsag til, at kvinderne ikke bliver vaccineret, skyldes prisen på de 3.500 kroner, som vaccinen jo koster. En anden grund til kvindernes tøven er, at nogle tror, at vaccinen ikke virker, når man har haft sin seksuelle debut, siger overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse.
Lægemiddelstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse offentliggør i dag de nyeste HPV-vaccinationstal for kvinder mellem 18 og 28 år. Kun hver 4. danske kvinde mellem 18 og 21 år er blevet vaccineret. Blandt de 22 til 28 årige ser det endnu værre ud. Der er kun mellem fem og 10 procent af kvinderne blevet vaccineret.
-Vi kan se en lille stigning i antallet i forhold til sidste år, men stigningen er højest i de områder, hvor tallet allerede var højere, eksempelvis Nordsjælland. Den sociale ulighed gør sig i den grad gældende, fastslår overlægen.
Kræftens Bekæmpelse kæmper fortsat for, at vaccinen bliver et gratis tilbud til alle kvinder op til 26 år, men der blev ikke sat penge af til det i forbindelse med Finansloven for 2011.