Kun halvdelen af alle skoler har total rygeforbud
Mange skoler har svært ved at håndhæve forbuddet mod rygning, når eleverne bevæger sig uden for skolens område i frikvarterer og fritimer.
Ifølge en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse har kun 46 procent af landets skoler et totalforbud mod at ryge i skoletiden.
Værst ser det ud i Region Hovedstaden, hvor 26 procent af skolerne har forbudt rygning i skoletiden fuldstændigt.
- Problemet er, at så mange af eleverne på de københavnske skoler har udgangstilladelse. Et totalforbud mod rygning i skoletiden vil være meget svært at håndtere, når nu eleverne i forvejen må bevæge sig uden for skolens område, siger formanden for Københavns Skolelederforening, Axel Bech, til MetroXpress.
I Region Nordjylland har man tilsyneladende ikke så svært ved at håndtere problemet. Her har 67 procent af skolerne forbudt rygning i skoletiden, hvad enten eleverne befinder sig på eller uden for skolens grund.