”Indvendig strålebehandling gør det muligt at sætte stråledosis op uden at øge bivirkningerne nævneværdigt. Det har betydet, at der er flere patienter, hvor svulsten helt er forsvundet, når stråle- og kemobehandlingen er overstået,” fortæller Anders Jakobsen, overlæge og professor på Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus.
Undgår risiko ved operation
På Vejle Sygehus har man erfaret, at det hos 20-30 procent af patienterne er lykkedes at få svulsten til at forsvinde helt, når de får kombinationen af ydre og indre stråling. Og hvorfor så operere? I stedet for at skulle gennemgå en operation, bliver denne gruppe af patienter observeret nøje, så lægerne hurtigt kan gribe ind med operation, hvis kræften skulle komme tilbage eller udvikle sig.
”Vi vurderer, at risikoen i observationsperioden er yderst beskeden, men vi holder meget øje med patienterne”, siger Anders Jakobsen.
Operation kan give permanent stomi
Operationen er nemlig ikke nogen smal sag for patienterne. De risikerer, bland andet, at skulle have permanent stomi. Det gælder specielt for patienter med kræft i den nederste del af endetarmen, hvor kræften er svær at fjerne uden at fjerne lukkemusklen samtidig.
Men nu kan disse risici undgås, og Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus er meget stolte af at kunne tilbyde patienterne et alternativ til operation.