Forskning med fokus på kost og behandling
Når det handler om kost og kræft, er de fleste forskningskræfter hidtil gået på at afdække, om man kan forebygge kræft ved at spise mere eller mindre af forskellige fødevarer. Langt færre studier har undersøgt, om kosten har betydning for chancen for at overleve sygdommen.
En ny amerikansk undersøgelse, der er offentliggjort i Journal of the American Dietetic Association af 351 kvinder med kræft i æggestokkene, tyder på, at det har en betydning.
Frugt, grønt og fuldkorn gav mindre risiko for at dø
Kvinderne er efter diagnosen blevet bedt om at beskrive deres kostvaner tre – fem år før, de blev syge. Derefter har forskerne fulgt kvinderne i op til ti år.
- Det viste sig, at risikoen for at dø var højere for de kvinder, der spiste færrest grønsager, frugt og fuldkorn i forhold til dem, der spiste mere. Der sås også en højere risiko for at dø blandt dem, der spiste mest forarbejdet kød og kød fra firbenede dyr, i forhold til dem, der spiste mindst, siger Cand. scient., ph.d, Anja Olsen, Kræftens Bekæmpelse.
Cirka ti år efter diagnosen var 57 procent af de kvinder, der spiste færrest grønsager, i live. 68 procent af dem, der spiste flest grønsager, var stadig i live.