Unge bliver syge
Mug på kødsovsen. Køleskabe, der sejler med kødsaft og gamle madrester. Kylling, der ikke er gennemstegt. Beskidte karklude. Mange unge sjusker med hygiejnen i køkkenet og bliver ofte syge af bakterier i maden.
Derfor lancerer Fødevarestyrelsen 11. januar kampagnen ”Clean eller klam?”, der skal lære især unge at gøre mere ud af hygiejnen i køkkenet.
Hvert år bliver ca. 50.000 danskere syge af madbakterien campylobacter, heraf ca. 10.000 unge i alderen 15 til 24 år.
Tredobler risiko, når de flytter hjemmefra
Unge, som lige er flyttet væk fra fars og mors kødgryder, har tre gange større risiko for at blive syge af madbakterien campylobacter end børn og unge, som stadig bor hjemme. Årsagen er ofte dårlig køkkenhygiejne og særligt, at rå kødsaft fra fx kylling kommer over i spiseklare fødevarer.
Resultatet er ofte diarré og opkast, der kunne være undgået.
Fødevarestyrelsen 6 råd til god køkkenhygiejne
- Vask hænderne ordentligt
- Brug ikke samme skærebræt til kød og grønt
- Varm mad helt igennem
- Køl mad hurtigt ned
- Fjern gammel mad fra køleskabet
- Skift viskestykke og karklud ofte – mindst en gang om dagen