Testosteron mangel tages ikke alvorligt
I mange år har behandling med testosteron været anset som et belastet vidensfelt med associationer til sex-hormoner og dopingskandaler. Men for rigtig mange mænd er fald i testosteron en alvorlig tilstand, som kan forværre livskvaliteten og øge risiko for dødelighed. Således valgte Bayer Healthcare for nylig at sætte fokus på problemstillingen med et symposium med udenlandske eksperter.
- Man har kendt til behandling af testosteronmangel i mere end 70 år, ligesom konsekvenserne af fald i testosteron-niveauet hos mænd har været kendt i mange år. Ikke desto mindre er der stadig i Danmark myter og uvidenhed på området. Derfor valgte vi at arrangere et symposium med førende eksperter fra udlandet som foredragsholdere. Symposiet trak overraskende over 30 danske endokrinologer og urologer, måske fordi der i dag i Danmark mangler opmærksomhed og viden på området,” fortæller Palle L. Nielsen, produktchef hos Bayer HealthCare.
Mangel på testosteron skaber ikke kun problemer for sexlivet
Niels Ejskjær, der er endokrinolog og afdelingslæge i Århus, fortæller, at der er stort behov for vidensudveksling, og at symposiet derfor var et vigtigt initiativ. Ifølge ham tror mange fejlagtigt, at testosteronfald hos mænd kun kommer til udtryk i seksuel dysfunktion, der i øvrigt betragtes som et luksusproblem. Men reelt fører tilstanden ofte mange ubehagelige symptomer med sig som nedtrykthed, træthed og svindende fysisk styrke. Derudover er der også en sammenhæng til f.eks. hjertekarsygdomme, osteoporose og type 2 diabetes.
- Testosteronmangel hos mænd er en tilstand, der er vigtig at behandle og lære mere om. Det kan føre alvorlige problemer med sig i form af forringet livskvalitet og øget risiko for dødelighed. Det er ikke acceptabelt – især ikke hvis man måske kun er i slutningen af 40’erne, som nogle af disse mænd er,” udtaler Niels Ejskjær, Medicinsk Afdeling, Aarhus Sygehus.