Forældre ignorerer natlig sengevædning hos børn nyhed

Mange forældre til børn med natlig sengevædning er ikke klar over, at tilstanden ofte skyldes fysiske årsager og undlader derfor at opsøge en læge. Det viser en ny dansk undersøgelse. læs om nattetisseri

forældre håber børn vokser fra nattetisseri

Forældre til børn med natlig sengevædning er tilbøjelig til at slå problemet hen. I hvert fald viser en ny dansk undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov Zapera har gennemført for Ferring i juli 2009, at hver anden forældre til et barn med natlig sengevædning over fem år ikke har opsøgt læge. I undersøgelsen vurderer forældrene, at det ikke er nødvendigt med lægehjælp eller håber, at barnet vokser fra sit nattetisseri.

– Vi ved, at antallet af børn, der oplever natlig sengevædning falder fra 30-35 pct. i fem-års alderen til 6-10 pct. ved skolestart i de mindre klasser. Hvis børn stadig tisser i sengen om natten, når de begynder i skole, er natlig sengevædning ikke længere en tilstand, der altid går over af sig selv. Internationale studier har vist, at denne tilstand kan vare i flere år og dermed er en kronisk sygdom, hvis der ikke bliver gjort noget ved den, siger overlæge Søren Rittig fra Børneafdelingen på Århus Universitetshospital, Skejby.

Han er en af landets førende eksperter i ufrivillig vandladning og opfordrer forældre til at komme en tur forbi lægen, hvis barnet stadig tisser i sengen om natten, når det har nået seksårsalderen.

Natlig sengevædning skyldes fysiske årsager

Den nye undersøgelse viser, at mange forældre til børn med natlig sengevædning ikke kender til de fysiske årsager, der ofte ligger bag tilstanden. Det overrasker Søren Rittig.

- Vi [red. læger] har i mange år fokuseret på at informere forældre om, at natlig sengevædning ofte skyldes en fysisk årsag, for eksempel for høj urinproduktion eller for lille blære. Undersøgelsen viser desværre, at vores arbejde ikke har båret tilstrækkelig frugt, for der er stadig mange forældre, der er uvidende om de fysiske årsager, siger Søren Rittig.

Et skamfuldt problem

Størstedelen af forældre til børn med natlig sengevædning vurderer ifølge undersøgelsen, at deres barns sociale liv og selvværd ikke er påvirket af tilstanden. I sit arbejde oplever Søren Rittig tit, at forældre til børn med natlig sengevædning ikke anser det for at være problematisk for barnet.

– Børnenes selvværd bliver påvirket, når de tisser i sengen om natten, og det kan få konsekvenser for barnets sociale liv. Ofte er forældre meget optimistiske på deres børns vegne, men der er en uoverensstemmelse mellem forældrenes opfattelse af problemet og børnenes reelle oplevelse. Forældre mener ikke, det er så slemt, mens vi [red. læger] oplever, at børnene lider under det. Det er derfor vigtigt, at forældre til børn med natlig sengevædning opsøger lægen, som kan finde årsagen og udskrive den rette behandling, siger Søren Rittig.

1.207 forældre til børn 5+ år har deltaget i undersøgelsen, heraf var 417 forældre til børn med natlig sengevædning. Undersøgelsen er gennemført hos YouGov Zapera i juli 2009 på vegne af Ferring.