Vintertid er eksemtid
Når temperaturen falder, og vi skruer op for varmen, så bliver luften indendørs mere tør. Det udtørrer og irriterer huden, der kan blusse op med kløende eksem. Ofte i en sådan grad, at det kan være svært at sidde stille og koncentrere sig, når det føles, som om man har 50 myggestik, der klør.
Men sådan er hverdagen for hvert femte barn under syv år og et stigende antal voksne.
De lider alle af atopisk eksem eller børneeksem, som er den hyppigste inflammatoriske hudsygdom hos spædbørn og mindre børn. I 70 pct. af tilfældene, forsvinder sygdommen helt i puberteten, men kan så vende tilbage, når man kommer i 20´erne. Og noget tyder på, at gruppen af voksne, der får eksemen, er stigende. Der er dermed tale om en livslang sygdom, der i mange tilfælde kan ses sammen med astma og høfeber.
Huden kan ikke beskytte sig selv
Børneeksem (atopisk eksem) viser sig oftest som røde udslæt i ansigt, bag ører, i nakke, albue eller knæhaser, og så klør den nederdrægtigt. Mange bliver endvidere allergiske over for eksempelvis hunde, katte, æg, mælk, husstøvmider og parfume.
Der er ingen, der rigtigt ved, hvorfor så mange børn får atopisk eksem, men det står klart, at sygdommen er genetisk betinget. Hvor normal hud har en beskyttende og intakt hudbarriere, der gør huden tæt, så er hudbarrieren hos personer med eksem ofte defekt. Og hos nogle mangler huden et proteinstof, der gør huden sart. Det gør det lettere for stoffer udefra at trænge ind i huden, ligesom vandfordampningen bliver større, så huden bliver tør og begynder at sprække.
Smør huden også i de gode perioder
Det gælder om at forebygge inflammationen, så man undgår eksemudbrud igennem længere tid.
Det kan opnås ved jævnlig behandling med hudplejemidler og antiinflammatoriske salver, der kontrollerer den underliggende inflammation – også når eksemet ikke er synligt.
Ar smøre ind kan føles som vold mod barnet
”Forældre til børn med atopisk eksem føler ofte skyldfølelse overfor deres barn. Hvis eksemet blusser i dag, så bruger de megen tid på at finde en forklaring på, hvad der gik galt i går,” siger Elisabeth Ammitzbøll Holm, ph.d. og læge ved Bispebjerg Hospitals dermatologiske afdeling.
”Det er også hårdt for forældrene at skulle smøre deres barn. Dels at skulle vælge imellem at have en hyggeaften eller bruge tiden på at smøre barnet og dels leve med en følelse af, at man øver vold mod sit barn, når man smører det, fordi det kan svie, når man kommer salve på et aktivt eksem.”
Børneeksem kan give psykiske problemer
Elisabeth Holm fortæller, at moderat til svær børneeksem (atopisk eksem) kan medføre både indlærings- og koncentrationsbesvær, fordi det er svært at sidde stille, når det klør. Samtidig oplever mange børn ubevidst, at de bliver afvist af andre børn, der ikke vil holde i hånden, fordi huden er ru og nubret.
”Når man hele livet har fået at vide, at eksemet er grimt og ulækkert og bare skal væk, så får man problemer med sit selvværd. Mange unge med eksem vil eksempelvis ikke med til fest, hvis eksemet er i udbrud. Og nogle forældre er så påpasselige med at behandle deres barn, at det ender med, at barnet er bange for at tage hjemmefra og eksempelvis tage med på lejrskole,” siger hun.
”Eksem er synligt, og derfor kan omgivelserne tro, at det smitter. Dertil kommer, at der er mange ting, man ikke kan. Du kan ikke gå på stranden eller i svømmehal. Og når du leger og kommer til at svede, så bliver eksemen værre. Så det er ikke kun barnet, men hele familien, der kan blive kørt ned, når et barn har atopisk eksem. Det påvirker faktisk familiens livskvalitet mere end at have et barn med insulinkrævende diabetes eller en hjertelidelse,” siger Elisabeth Holm.