Psoriasis er en arvelig, kronisk sygdom, der angriber hudens celler. Sygdommen er karakteriseret ved en meget hurtig dannelse af hudceller. Normalt tager dannelsen af en hudcelle ca. 1 måned, men ved psoriasis dannes en hudcelle på kun 3-7 dage. Der vil derfor være et stort overskud af hudceller, der ikke når at modnes ordentligt. Dette ses som rødme og skæl på de påvirkede hudområder. I Danmark menes 2-3% af befolkningen at lide af psoriasis.
Forskere fra University of Manchester har i et stort forsøg testet effektiviteten af lægemidlet ixekizumab til behandling af psoriasis. Studiet involverede 2.500 patienter med psoriasis. Halvdelen af patienterne blev behandlet med ixekizumab, mens den anden halvdel enten blev givet et placebo-middel eller etanercept, som er et velkendt lægemiddel mod psoriasis.
Gruppen af patienter, som modtog ixekizumab viste hurtige og omfattende forbedringer i deres sygdom, og klarede sig markant bedre end de grupper der modtog placebo eller etanercept. Efter 12 ugers behandling var 40% af de patienter der modtog ixekizumab helt fri for synlige symptomer på hudsygdommen. I alt oplevede 90% af de patienter der modtog ixekizumab en forbedring af deres sygdom.
Professor Chris Griffiths, fra University of Manchester, som var ansvarlig for forsøget, fortæller ”Den synlige effekt af psoriasis kan have en betydelig og livs-ødelæggende indvirkning på folks selvtillid og selvværd”.
”Det vi så i dette forsøg var ikke kun de fysiske symptomer af sygdommen der forsvandt, men de personer der modtog det nye lægemiddel rapporterede også en markant forbedring i deres livskvalitet, da de følte sig mere selvsikre og led mindre af kløen” fortæller Griffiths.
Læs også om studier om hudkræft
Formålet med behandlingen af psoriasis er i høj grad at fjerne de synlige symptomer. Griffiths mener at man med ixekizumab bevæger sig i den rigtige retning og forhåbningen er, at man snart vil kunne behandle de karakteristiske synlige symptomer ved psoriasis.