Sundhedsstyrelsen har revideret sine sundhedsanbefalinger, når det kommer til motion. Fremover tæller motion under 10 minutter ikke med i de samlede 30 minutters aktivitet om dagen for voksne og 60 minutter for børn.
Det betyder ikke, at de små valg i dagligdagen, som fx at tage trappen i stedet for elevatoren, ikke har betydning, men de anbefalede 60 minutters daglig fysisk aktivitet for børn og 30 minutters daglig fysisk aktivitet for voksne skal ligge ud over disse kortvarige aktiviteter.
Pulsen skal op og vi skal have sved på panden
En anden væsentlig ændring i anbefalingerne er, at der opnås yderligere sundhedsmæssige fordele af at være mere fysisk aktiv end det anbefalede. For børn og voksne er anbefalingen om intensitet for de henholdsvis 60 og 30 minutters daglig fysisk aktivitet ændret fra moderat intensitet til moderat til høj intensitet.
Læs også: Sundhedsstyrelsens kostanbefalinger her
Nye anbefalinger i revideret håndbog
De ændrede anbefalinger findes i den reviderede udgave af håndbogen ”Fysisk aktivitet – håndbog i forebyggelse og behandling”, som bliver offentliggjort i dag. Bogen fremlægger den nyeste viden om fysisk træning som behandling for 32 sygdomme og indeholder bl.a. nye kapitler om angst, stress, skizofreni og demens. Derudover indeholder bogen den nyeste viden om fysisk aktivitet som forebyggelse samt anbefalinger for fysisk aktivitet.