Det drejer sig eksempelvis om breve med pulver, der kan tilsættes juice eller milkshakes, men også kaffe med medicin i.
Medicin kommer ikke kun som piller
Typisk lover disse produkters emballage og hjemmesiderne, hvorfra de sælges, at produkterne eksempelvis kan hjælpe brugeren med at tabe sig uden bivirkninger, samt at produkterne kun indeholder sunde og naturlige ingredienser. Desværre oplyser producenterne af sådanne produkter ikke, at de faktisk indeholder aktive stoffer, som findes i medicin.
Slankepulver indeholder forbudt stof
Et eksempel på denne tendens er det receptpligtige slankemiddel sibutramin, som blev taget af det lovlige marked på grund af alvorlige bivirkninger, men som nu i stigende omfang sælges på det ulovlige marked.
Vi finder i stigende grad sibutramin i produkter, hvor man normalt ikke venter at finde det, herunder i forskellige typer slankepulver, der kan tilsættes juice og milkshakes.
Potensmiddel i kaffe
Et andet eksempel er MaxMan, som er breve med kaffe, der har vist sig at indeholde sildenafil, hvilket er det aktive stof i potensmidlet Viagra®.
Man sætter sit helbred på spil ved at indtage det, da det er umuligt at vide noget om kvaliteten og mængden af det aktive stof i MaxMan. Desuden er midlet receptpligtigt.