Åbenhed om rejningsbesvær
Det er ikke kun snaps, klejner og sylte, som bliver langet over disken i årets sidste måneder. Tal fra Lægemiddelstyrelsen viser nemlig, at salget af potenspiller stiger, når vi nærmer os juletiden.
Sidste år steg salget af potenspiller i fjerde kvartal med 13 pct. [målt i defineret døgn dosis] sammenlignet med salget i begyndelsen af året. Tendensen bekræftes af producenten af potenspillen Cialis, Eli Lilly.
- Det er vores erfaring, at salget hvert år stiger op mod jul. Sådan har det været, siden vi introducerede Cialis i 2003. Det kan skyldes, at flere dyrker parforholdet i juletiden, hvor nærværet er i centrum. Samtidig oplever vi, at åbenheden om rejsningsbesvær og brug af potenspiller bliver større,” siger medicinsk direktør Ole Kristian Kleiveness, Eli Lilly.
Læs også: Ældre mænd vil have potensen tilbage.
Intimitet i julen
Sexolog Marianne Egense fra Center for Sex og Samliv på Østerbro er ikke overrasket over, at vi i juletiden trodser travlheden og prioriterer hinanden og samlivet.
- Årets sidste måneder er præget af mørke, koldt vejr og travlhed. Men det er samtidig en tid, hvor vi er gode til at hygge os sammen inden for og give plads til samværet med andre mennesker. I julen har de fleste fri og derfor mere tid til hinanden, og det betyder, at vi også i højere grad dyrker intimiteten. Det gælder såvel par som enlige, som har mere tid til at gå ud og finde en partner, siger Marianne Egense og peger samtidig på, at det stigende salg også hænger sammen med, at tabuet omkring rejsningsbesvær er blevet mindre.
- Vi er blevet mere åbne om rejsningsbesvær, og min erfaring er, at par i højere grad tør tale om det. Den voksende åbenhed er med til at nedbryde tabuet om rejsningsbesvær, og vi opfatter det i dag i højere grad som en naturlig del af, at vi bliver ældre, siger Marianne Egense.
Læs også: Daglig potensbehandling forbedrer den seksuelle livskvalitet.
Rejningsbesvær kommer med alderen
I dag formodes hver anden mand over 40 år at opleve rejsningsbesvær i større eller mindre omfang. Tallet stiger til 80 pct., når manden runder 70 år.
Den hyppigste årsag til rejsningsbesvær er åreforkalkning, som er skyld i problemet hos omkring 65 pct. af patienterne. Mænd med diabetes, prostatakræft, forhøjet blodtryk og depression oplever også oftere rejsningsbesvær end andre mænd.
Læs også: Danske mænd venter i årevis med at gå til lægen med deres rejsningsbesvær.
Flere potenspiller på markedet
Den mest benyttede behandling for rejsningsbesvær er potenspiller.
Der findes i dag tre typer af potenspiller, som alle virker ved at afslappe muskelcellerne i penis, så blodet lettere kan løbe til penis og give rejsning ved seksuel stimulering.
De korttidsvirkende piller Levitra og Viagra giver mulighed for at have sex inden for 4-5 timer, den længerevirkende pille Cialis giver mulighed for at have sex inden for en periode på op til 36 timer, og den daglige Cialis giver mulighed for at have sex, når man har lyst.