Kost og angst påvirker akne
Forskerne har undersøgt 3.775 unge nordmænd på 18 og 19 år for at kortlægge sammenhængen mellem akne, kost og psykiske tilstande. Noget tyder på, at selvom en sund kost kan afhjælpe akne, så hjælper det ikke noget hvis den unge er deprimeret eller har angst.
- Vores studie viser, at der ganske vist er en mulig forbindelse mellem kost og akne,« siger Jon Anders Halvorsen, forskningsleder på afdelingen for dermatologi på Rikshospitalets universitetshospital i Oslo og ph.d.-studerende i medicin ved Universitetet i Oslo, i en pressemeddelelse.
- Problemet er, at når vi korrigerer for symptomer på depression og angst i vores statistiske modeller, er kostens rolle mere utydelig. Til gengæld er sammenhængen mellem akne og psykiske problemer stadig stærk, når vi korrigerer for kost. Det understreger, at psykiske problemer i hvert fald er et vigtigt element i unge menneskers akne,« lyder det fra Jon Anders Halvorsen, som har arbejdet sammen med andre forskere fra Norge samt forskere fra University Medical College i Tibet og Harvard Medical School i USA.
Læger bør se på psyken ved behandling af akne
Resultatet af den norske undersøgelse er offentliggjort i en artikel i tidsskrift BMC Public Health. Den viser dels en sammenhæng mellem psykiske problemer og akne, og dels at akne bliver forværret af et højt indtag af chokolade og chips samt et lavt indtag af grøntsager.
Ifølge den videnskabelige artikel mangler forskerne en forklaring på, hvordan akne hænger sammen med psykiske problemer, men de anbefaler, at læger begynder at tage højde for psykiske faktorer, når akne skal behandles.
Læs også: Akne (Acne vulgaris)