I Danmark har ca. 55.800 hjertesvigt, og der er ca. 10.500 nye tilfælde årligt. Rygning, inaktivitet og overvægt har i længere tid været kendte risikofaktorer, og nu viser en ny undersøgelse, at et højindtag af forarbejdet rødt kød er en medvirkende faktor.
Forskere fra Karolinska Institute i Stockholm er de første der særskilt har undersøgt virkningen af uforarbejdet og forarbejdet rødt kød, herunder pølser, pålæg og leverpostej, på risikoen for hjertesvigt. Undersøgelsen forløb fra 1998-2010 og undersøgte en kohorte af 37.035 mænd i alderen 45-79 år uden tidligere kræft eller hjerte-karsygdomme. Oplysninger om fødeindtagelse og andre livsstilsfaktorer blev registeret løbende.
Forarbejdet rødt kød er farligt
Resultaterne fra det 12-årige lange studie viste, at de mænd der spiste mest forarbejdet rødt kød(75g/dagligt eller mere), var 28% mere tilbøjelige til at få hjertesvigt sammenlignet med den der spiste mindst (25g/dagligt eller mindre).
Samtidig viste undersøgelsen, at et højindtag af forarbejdet kød fordoblede mændenes risiko for død ved hjertesvigt sammenlignet med et lavindtag. Forskerene beregnede, at for hver ekstra 50g kød daglig, svarende til ca. to ekstra skiver skinke, vil risikoen for død ved hjertesvigt stige med 38%.
Studierne er i overensstemmelse med tidligere resultater, der har vist en sammenhæng mellem højt indtag af rødt kød og hjertetilfælde. Man forventer også at se samme resultat for kvinder.
Forebyggende kostråd på sundhedsguiden
Vælg hjertevenlig kost
For at styrke dit hjertes sundhed anbefaler sundhedsstyrelsen et højt indtag af fuldkornsprodukter, grønsager og frugt. Spar på især salt og smør, og spis massere af gode omega-3 fedtstoffer fra fede fisk, nødder og olivenolie. For at reducere risikoen for hjertekarsygdomme, bør du begrænse dit indtag af rødt forarbejdet kød til to gange om ugen. Spis i stedet massere kylling, fisk, bønner og fedtfattige mejeriprodukter som erstatning.