Så lidt fastfood ødelægger dine blodårer nyhed

Det er ikke underligt, hvis du føler, at besøget på McDonald’s eller Burger King har sat sig sine spor i kroppen. Der går nemlig ikke lang tid før dine blodårer ville ønske, at du ikke havde grebet om burgeren og pomfritterne. Blodbanerne er derimod glad for mad fra Middelhavsområdet.

Risiko for blodprop stiger efter ét fastfood-måltid

Et enkelt måltid junkfood gør dine blodårer usmidige, og dermed stiger risikoen for at få en blodprop. Det er resultatet af et canadisk forsøg, hvor 28 raske ikke-rygende mænd deltog.

Forskerne fandt frem til, at blodårerne udvidede sig 24 procent mindre efter et besøg på en fastfood-restaurant i forhold til en fasteperiode.

- Det er en betydelig reduktion. Undersøgelsen viser en sikker forskel, når man udsætter blodårerne for sådan et højt indhold af mættet fedt. Men det her er et øjebliksbillede – det er vigtigt at undersøge, om forandringerne varer ved, hvis man bliver ved med denne kost over lang tid, siger Kjeld Hermansen, professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital.

Læs også: Fedt

Øget blodtryk

I forsøget blev deltagernes blodårers evne til at udvide sig – den såkaldte endotelfunktion - målt efter en fasteperiode på 12 timer. Dernæst spiste deltagerne en Sausage McMuffin fra McDonald’s med store mængder af mættet fedt. Forskerne målte så endotelfunktionen igen to og fire timer efter besøget på fastfood-reatauranten.

- Det her er en risikomarkør for, at karerne(blodårer, red.) bliver stive, og så stiger blodtrykket. Det får også åreforkalkningsprocessen til at løbe hurtigere, siger Kjeld Hermansen.

Læs også: Sådan kan du teste om du har en blodprop i hjerne

Samme melding kommer fra Lars Bo Nielsen, der er professor i hjerte- og kredsløb og klinikchef på Rigshospitalet.

- Det her er nogle helt akutte effekter, som vi kan se. En nedsat endotelfunktion er endnu en risikomarkør for at udvikle hjerte-kar-sygdomme. Ligesom forhøjet kolesterol i blodet er det, siger Lars Bo Nielsen, der pointerer, at undersøgelsen er baseret på en lille gruppe mennesker.

Sund middelhavskost

Forskerne lavede samme test med blodårernes evne til at udvide sig, efter deltagerne havde spist et måltid med middelhavskost bestående af laks, mandler og grøntsager tilberedt med olivenolie og dermed indeholdte umættet fedt. Herefter udvidede blodårerne sig normalt med en god blodgennemstrømning.

Læs også: Forebyg hjerte-kar-sygdomme via kosten


- Sammenligningen med fedttyperne er lavet meget realistisk. Det er helt i tråd med tidligere forskning, der viser, at der er en gevinst på hjertekarsiden ved at udskifte noget af det mættede fedt med umættet fedt, siger Kjeld Hermansen.

- Undersøgelsen kan være en løftet pegefinger om, at man ikke skal spise på steder som McDonald’s hver dag, men at det ikke er skadeligt en gang imellem, siger professoren fra Aarhus Universtitetshospital.