Hvordan smitter coronavirus?
COVID-19 smitter fra person-til-person og primært ved dråbespredning når en smittet person snakker, hoster eller nyser. Disse dråber kan lande i munden eller næsen hos folk, der opholder sig i nærheden af en smittet person.
Dråberne er for tunge til at kunne spredes gennem luften og kan kun rejse omkring en meter før de sætter sig på omkringliggende overflader. Derfor sker smitte af coronavirus primært ved tæt kontakt med en smittet person.
Læs også: Hvornår bør man kontakte sin læge med mistanke om coronavirus?
Det vides endnu ikke hvor længe virussen kan overleve på overflader og det er derfor vigtigt regelmæssigt at rengøre overflader, som smittede personer har været i tæt kontakt med.
Sundhedsstyrelsen oplyser dog, at der er en minimal risiko for at blive smittet af pakker som er blevet modtaget fra Kina eller andre smitteramte områder.
Sådan undgår du smitte
- Undgå at røre dig selv omkring munden, næsen og øjnene, da virussen kan sætte sig fast på dine hænder og du kan dermed risikere at overføre smitte til dig selv.
- Derudover er det vigtigt at huske at hoste eller nyse i albuebøjningen eller i et engangslommetørklæde og ikke i dine hænder eller ud i den frie luft. På denne måde undgår du at smitte både dig selv og andre.
- Den mest effektive måde at undgå og forebygge smitte af coronavirus er ved at vaske hænder grundigt og ofte. Dette kan gøres med vand og sæbe og eventuelt suppleres med hånddesinfektion.
Masker og mundbind hjælper ikke meget
Der er for langt de fleste ingen grund til at gå med maske eller mundbind med hensigt på at beskytte sig selv mod coronavirus. Der findes ingen beviser på at mundbind kan forhindre smitte af raske personer.
Læs også: Coronavirus: Alt du skal vide om den dødelige virus
WHO anbefaler kun brug af maske eller mundbind til personer som:
- Har feber, hoster eller nyser
- Befinder sig i samme rum som en person der enten er mistænkt for eller har fået konstateret smitte af coronavirus
Det vigtigste er at du husker at vaske hænder og minder folk omkring dig om også at gøre det.
Kilde: WHO og Sundhedsstyrelsen