Mindre mad mere velvære
Ingen højtid uden god mad – og gerne masser af det. Sådan er det med os danskere, og julen er ingen undtagelse. Sild, flæskesteg og fiskefilet med en god klat remoulade bliver sat til vægs i en lind strøm.
For mange kan det dog være svært at stoppe, og det ender ofte med oppustede og pinte maver.
Laurits Rohden Skov, forsker ved Aalborg Universitet, har været med til at undersøge, hvorfor vi overspiser, som vi ofte gør i julen. Årsagerne kan være alt fra størrelsen på skeen i den stuvede grønlangkål til selskabet, man spiser sammen med. Samtidig er vi danskere opdraget til at spise op på vores tallerken.
Læs også: Sådan undgår du at alkoholen ødelægger julefrokosten.
- Derfor har størrelsen på tallerknen en stor indflydelse på, hvorfor vi overspiser i eksempelvis julen. En anden årsag er, at man gerne vil smage det hele, og her kommer størrelsen på rugbrødskiverne ind i billedet, siger Laurits Rohden Skov til metroXpress.dk.
Otte gode råd imod overspisning
Han giver her gode tips til både gæst og vært ved julefrokosten, som kan være med til at frelse kroppen for den værste ubehag og det overskydende fedt, som vi skal kæmpe med i januar.
Fire gode råd til gæsten
- Skær brødskiven til to halve. På den måde kan du smage mere forskelligt uden at spise mere.
- Hvis det er muligt, så start med at indtage menuens sunde tilbud.
- Sørg for at være aktiv i dagene efter, så du får forbrændt nogle af kalorierne.
- Husk, at det er okay at synde de få gange om året, hvor der er lækker julemad. Det er ikke de få sammenkomster, der gør dig tyk.
Læs også: BMI Beregner - Find din idealvægt
Fire gode råd til værten
- Sæt mindre tallerkner på bordet.
- Husk at oplyse om mængden af mad, der venter. Dermed giver du gæsterne et aktivt valg.
- Størrelsen på serveringsskeen har stor betydning, så undgå at bruge de største du har i køkkenet.
- Hav et sundere alternativ tilgængeligt på menuen, så de kaloriefikserede kan nyde godt af måltidet – og de fedtglade samtidig også får noget sundt.
Laurits Rohden Skovs forskningsresultater blev offentliggjort i det anerkendte lægetidsskrift Obesity Reviews.
Læs også: Sådan skal du gå for at få blodsukkeret ned.