Smertestillende medicin på recept fra september nyhed

I april besluttede Sundhedsstyrelsen, at det kun skal være muligt, at købe små pakker med smertestillende medicin i håndkøb. Ændringerne af reglerne træder i kraft 30. september, når producenterne kan levere nok små pakker.

Smertestillende medicin i håndkøb er farligt

Det er slut med at gå ned på apoteket eller købmanden og købe et stort glas med Panodil eller Ipren. Sundhedsstyrelsen har besluttet, at der fremover skal en recept til fra lægen, før man kan købe de store pilleglas.

En stor engelsk undersøgelse offentliggjort i British Medical Journal 2013 har nemlig vist, at der er færre, som det lykkes at begå selvmord og færre, som har behov for levertransplantationer, når man ikke kan købe så store mængder af smertestillende medicin på en gang.

Disse aktive stoffer kommer der begrænsninger på

Den begrænsede adgang til store pakninger gælder for alle svage smertestillende lægemidler, der indeholder følgende aktive stoffer:

  • paracetamol
  • acetylsalicylsyre
  • ibuprofen
  • acetylsalicylsyre i kombination med codein eller koffein
  • phenazon i kombination med koffein eller indeholdende phenazonsalicylat i kombination med koffein og salicylamid

Læs også: Sådan virker smertestillende piller og gel du kan købe i håndkøb

Producenterne har bedt om udskydelse

Det var egentlig meningen, at det ikke længere skulle være muligt at købe de store pakker fra juni måned. Men producenterne af den smertestillende medicin, kan ikke nå at få nok små pakker ud i handelen til den tid. Derfor træder ændringen nu først i kraft den 30. september.