Antioxidanter forbedrer ældre mænds sædkvalitet
Det har længe været kendt, at motion og sund kost er en god ide for par, der ønsker børn. En amerikansk undersøgelse viser nu, at specifikt antioxidanter kan være gavnligt for ældre mænds sædkvalitet.
- Mennesker, der spiser sundt, laver sandsyndligvis også en masse andre sunde ting, siger Andrew J. Wyrobek, seniorforsker ved Lawrence Berkeley National Laboratory i Californien, til Fertility and Sterility.
For ældre mænd var det imidlertid ikke den generelle kost eller mængden af motion, der havde en sammenhæng med sædkvaliteten.
- Det var specifikt antioxidanter, siger Andrew J. Wyrobek.
Læs også: Granatæbler styrker sæden
C- og E-vitamin styrker DNA-strenge
I undersøgelsen blev sædkvaliteten målt ud fra mængden af ødelagte DNA-strenge, der er afgørende for den genetiske kvalitet. Mænd i midten af 40’erne og ældre, som fik rigeligt med C- og E-vitamin, folat og zink, havde færre ødelagte DNA-strenge. Andrew J. Wyrobek og hans hold af forskere fandt ikke den samme sammenhæng mellem antioxidanter og yngre mænds sædkvalitet.
Læs også: Ufrugtbarhed - konventionel og alternativ behandling
Han slår samtidig fast, at ældre mænd ikke skal begynde at tvinge kosttilskud i sig for at forbedre evnen til at føre generne videre. De ældre mænd med den bedste sædkvalitet indtog nemlig kun den anbefalede mængde antioxidanter, som sagtens kan indtages gennem den daglige kost.
Undersøgelsen blev lavet med 80 raske ikke-rygende mænd i alderen 22 til 80 år.