Blot en times daglig TV øger dit barns risiko for overvægt nyhed

Et nyt studie fra USA viser, at selvom børn kun ser en times TV om dagen, så er det forbundet med en øget risiko for overvægt og fedme.

Blot en times daglig TV øger dit barns risiko for overvægt.

Studiet stammer fra University of Virginia, hvor forskerholdet analyserede data fra mere end 11.000 børn i børnehaven og de yngste skoleelever. Forskerne opdagede, at børn som ser mere end en times TV om dagen havde en signifikant højere BMI, op til 60 procent større sandsynlighed for at være overvægtig og op til 73 procent øget risiko for at lide af egentlig fedme, sammenlignet med de børn som ser mindre end en times TV om dagen.

At meget tid foran TV-skærmen er forbundet med overvægt er ikke ny viden, alligevel er det en smule overraskende, at så lidt som en times TV om dagen kan have en så signifikant effekt på et barns vægt.

Hovedforfatter på studiet, Dr. Mark D. DeBoer, fortæller at computerbrug ikke var associeret til overvægt i studiet. ”Man kunne forvente, at et stort computerforbrug var forbundet med mindre fysisk aktivitet, men muligvis nedsætter computerforbruget ikke energiforbruget helt ligeså meget som det at se fjernsyn” fortæller DeBoer til FoxNews.com. Han fortæller yderligere, at børn måske er eksponeret for færre usunde madreklamer på internettet i forhold til i fjernsynet, ligesom computerbrug ikke i samme grad ligger op til at spise slik eller usunde madvarer som fjernsynskiggeri gør.

DeBoer håber, at man i fremtiden vil anbefale mindre tid foran fjernsynet for de helt unge børn, og at forældre i stedet for at placere deres børn foran et TV, laver fysiske eller læringsrelaterede aktiviteter.

Studiet fra USA afslørede at amerikanske børn i børnehaven i gennemsnit ser 3,3 timers fjernsyn om dagen. Selvom der er stor forskel på den amerikanske kultur sammenlignet med den danske, så kan man i DR’s årlige rapport om udvikling i danskernes brug af elektroniske medier, læse at danskere i 2014 i gennemsnit brugte 2 timer og 53 minutter foran fjernesynet hver eneste dag. Hvorvidt tallene også gælder for de yngste af landets borgere er ikke helt til at sige, men DeBoer’s råd om fysiske eller læringsrelaterede aktiviteter i stedet for TV vil uden tvivl også være til gavn for børn såvel som voksne herhjemme i Danmark.