Kønssygdomme er "dårlig stil"
Undersøgelsen er udarbejdet i forbindelse med Sundhedsstyrelsens nye kondomkampagne, ”Kun med kondom”, i ugerne 37 og 38. Kampagnen sætter fokus på, at de unge og resten af befolkningen ikke skal smitte deres partner, og at de derfor skal bruge kondom. Undersøgelsen viser, at 98 procent af de unge mener, at det er dårlig stil at smitte en anden med en sexsygdom samt at de unge i det store hele er enige i det kampagnens budskab om at bruge kondom
Læs også: Skyldes fald i klamydia at færre bliver testet?
Kondom er ok - men glemmer at bruge det
Det fremgår dog af undersøgelsen, at kun cirka halvdelen af de unge angiver, at de brugte kondom, sidste gang de var sammen med en ny partner. Der er således et stykke vej fra holdning til handling.
De unge peger selv på ”at de kendte personen lidt i forvejen”, at ”pigen brugte p-piller”, eller at ”de glemte det”. Derudover siger hver femte unge mand, at de synes, det er ubehageligt at tage spørgsmålet om at bruge kondom op, og næsten hver fjerde af pigerne siger det. Derimod synes stort set alle piger, at det ville være fint, hvis deres partner forslog at bruge kondom, ligesom langt de fleste unge mænd (87 procent) siger det samme.
Sundhedsstyrelsen vil med sin kampagne sætte fokus på budskabet: Brug kondom, hvis du vil huskes for noget godt.