Vitaminer har betydning for den generelle sundhed
Den nyeste forskning afslører, at vitaminer måske har en langt større betydning for vores generelle sundhed, end vi hidtil har antaget. Det stod klart, da en række af verdens førende vitaminforskere var samlet i København til den første internationale vitaminkonference.
Vitaminer påvirker flere af kroppens funktioner
På vitaminkonferencen kom det bla. frem, at K-vitamin ser ud til at have indflydelse på risikoen for forkalkning. To danske forskningsresultater blev også præsenteret på konferencen, nemlig forsøg, som viser, at C-vitamin muligvis har indflydelse på hjernensudvikling hos nyfødte og at D-vitamin har indflydelse på kroppens immunforsvar
- Fokus i vitaminforskningen er ved at skifte fra de livstruende mangelsygdomme over til, at vitaminerne også har indvirkning på mange af kroppens funktioner, fortæller seniorforsker Jette Jakobsen fra DTU Fødevareinstituttet, som var primus motor for konferencen, og fortsætter
- Vi skal øjensynlig til at se på vitaminer som sundhedsfremmende komponenter, og billedet er langt mere nuanceret, end vi hidtil har troet, uddyber hun.
Det er planen at holde den anden internationale vitaminkonference om to år - igen med København som værtsby.