Efterår og vinter er højsæson for kighoste
De seneste seks år har antallet af kighostetilfælde ligget på et stabilt niveau. Det kommer til at ændre sig i 2012, hvor alle foreløbige statistikker peger i samme retning – opad. Indtil videre er antallet steget med 274 procent i årets første seks måneder i forhold til samme periode sidste år. Det viser tal fra Statens Serum Institut.
- Vi har en formodning om, at tallet vil stige yderligere. Der er normalt en sæsonvariation, hvor antallet af tilfælde stiger om efteråret og vinteren. Hvis det holder, så kan vi forvente mange tilfælde i 2012, lyder prognosen fra Peter Henrik Andersen, der er afdelingslæge på Statens Serum Institut.
Efterår og vinter er højsæson for kighoste, og Peter Henrik Andersen forventer også, at det bliver tilfældet i år.
- Tallet er steget ind i 2012, og vi ligger allerede nu højt i forhold til de seneste fem-seks år, siger han.
Læs også: Kighoste - Pertussis
Ny metode afslører mere
Der er langt op til 2002, hvor der blev erklæret kighoste-epidemi i Danmark med flere end 2.000 tilfælde, og Peter Henrik Andersen vil heller ikke tegne et så dystert billede endnu.
- Det er svært at spå om fremtiden, men vi skal op på omkring 2.000 tilfælde igen, før vi kan snakke om en epidemi.
En del af stigningen skyldes en ny diagnosemetode, og ifølge Peter Henrik Andersen er en tredjedel af tilfældene i 2012 konstateret med den nye metode, der bruges på personer over 8 år.
- Men samlet set, så kan stigningen ikke kun forklares med den nye prøve, for der er er også flere tilfælde hos mindre børn end de foregående år, siger Peter Henrik Andersen.
Europa hoster
Vaccinationstilslutningen til børnevaccinerne er generelt god i Danmark, men specielt 5 års vaccinen tager kun 4 ud af 5 i mod, så her er der plads til forbedring. For de helt små børn er det særlig vigtigt at huske vaccinationerne, og til de anbefalede tidspunkter, da spædbørn er de mest udsatte.
Læs også: Vaccination
Statens Serum Institut vil afvente de næste uger og måneder, før de vil afblæse muligheden for en epidemi, men det er ikke kun i Danmark, at lægerne melder om flere tilfælde af kighoste. Rundt om i Europa er tendensen den samme.
Herhjemme lyder Sundhedsstyrelsens retningslinjer, at børn med kighoste, som i øvrigt ikke virker syge, gerne må komme i institution eller skole i den periode, hvor der stadig er en vis smitterisiko. Det skyldes, at langt de fleste børn er vaccinerede. Børn skal dog holde sig derhjemme, så længe hosteanfaldene giver vejrtrækningsbesvær eller opkastning.