Motionens gunstige virkninger - Sygdomsgruppe 2. Åreforkalkningssygdomme Artikel

Den bedre kondition og større styrke, som opnås ved fysisk træning, vil gavne alle patienter i denne sygdomsgruppe.

Fysisk inaktive personer har dobbelt så stor risiko for at udvikle hjerte-kar sygdomme som fysisk aktive.

Baggrunden for denne meget store forskel er ikke en enkelt faktor. Mange af de virkningsmekanismer, der er omtalt ovenfor under metaboliske sygdomme, gælder også for åreforkalknings-sygdommene. Det hænger naturligvis sammen med, at de metaboliske sygdomme ofte ender med en hjerte-karsygdom. Det betyder, at de nævnte positive effekter af motion på kolesterolforholdene og blodtrykket også er virksomme i forebyggelsen af åreforkalkning.

Når det drejer sig om åreforkalkning i hjertet, vil motionen også have en virkning via en gunstig regulering af koagulations-forholdene (blodets størkningsevne/blodpropdannelse). Der kommer også en mere hensigtsmæssig aktivitet i den del af nervesystemet, som hedder det "sympatiske nervesystem". Ændringen giver større mulighed for, at pulsen kan tilpasse sig et hensigtsmæssigt niveau, bl.a. en lavere hvilepuls.

Patienter med en blodprop i hjernen har ofte både dårlig kondition og hæmmet funktionsevne i vekslende grad. Da patienten har et abnormt, ineffektivt bevægemønster, som er meget energikrævende, vil personen hurtigt opgive at gennemføre aktiviteter, som kræver fysisk udfoldelse. Det vil yderligere forværre tilstanden og føre til en ond inaktivitetscirkel.
Når konditionen stiger gennem træning, vil musklernes evne til at optage ilt øges, og den fysiske formåen stige. Det muliggør en effektiv rehabilitering.

Når muskler arbejder under forhold med iltmangel, stimuleres produktionen af en vækstfaktor, (VEGF = vascular endothelial growth factor). Det er denne vækstfaktor, der stimulerer til dannelse af nye blodkar, som kan genforsyne de områder, hvor blodforsyningen af blevet afbrudt pga. åreforkalkning. Denne proces udnyttes ved træning af patienter med åreforkalkning i benenes pulsårer. Disse patienter skal helst træne med en intensitet, der giver lette smerter for at stimulere produktionen af vækstfaktoren.

For alle sygdommene gælder, at en stor effekt af den fysiske træning også opnås ad psykologisk vej. For hjertepatienten er det beroligende at opdage, at det ikke er farligt, at pulsen stiger, og at man bliver forpustet. For patienten med åreforkalkning i benene er det vigtigt under tryg vejledning at lære, at smerterne under træningen er nødvendige.

For den immobile patienten med en blodprop i hjernen, er den psykologiske støtte og holdundervisningen, som forhindrer ensomheden, af stor vigtighed. Det kan kræve lang genoptræning, før patienten atter er i stand til selv at komme omkring. Den sociale kontakt med behandler og andre patienter i denne lange periode er med til at holde gejsten oppe.