Virus, tobak og allergi er de vigtigste kendte faktorer, der udløser og vedligeholder astma. Ofte starter astmasymptomerne med en svær virusinfektion i lungerne. Det sker ofte i forbindelse med start i vuggestue.
Passiv tobaksrygning er en meget vigtig faktor. Udvikling af allergi kan ofte igangsætte astma. I skolealderen er allergi en af de hyppigste årsager til, at sygdommen bryder ud. Infektioner, tobak og allergi er altså de mest almindelige årsager der udløser astma hos børn, der har arvet anlægget. Derfor skal man forsøge at undgå de forhold, der kan fremprovokere udviklingen af astma hos arveligt disponerede børn.
Infektioner, tobak og allergi er også de væsentligste faktorer som vedligeholder sygdommen og fremkalder anfald.
Selvom børn med astma kan behandles både effektivt og sikkert med medicin, er det vigtigt at være opmærksom på barnets miljø og sørge for, at det ikke udsættes for de miljømæssige risikofaktorer, der kan udløse og vedligeholde barnets astma. I mange tilfælde kan sygdommen mildnes, hvis man tager fornuftigt hensyn til tobak, virus og allergi.