Generelt om bumser - akne
Næsten hele menneskekroppen er dækket med hår, men det meste er ikke synligt for det blotte øje.
Hvert hårstrå vokser fra en lille fordybning i overhuden, som kaldes hårsækken (hårfollikel), og i hver hårsæk findes en talgkirtel, som afsondrer et olieagtigt sekret (talg), så huden kan holdes smidig.
Hvis der dannes for meget talg, og en del af den lukkes inde i hårsækken, kan det medføre en betændelse.
Stedet bliver hårdt og kan udvikle sig til en rød bums eller svulme op til en permanent filipens.
De fleste teenagere har nogle få filipenser og bumser - mild akne. Det er et almindeligt pubertetsproblem; det begynder i puberteten og ophører i slutningen af teenage-årene eller i 20-års alderen. Undertiden har også voksne personer akne.
Akne kan desuden skyldes visse former for medicin, f.eks. kortisonpræparater eller medicin mod epilepsi.
At det netop er unge mennesker, der lider af akne, skyldes, at hormonproduktionen i kroppen øges i puberteten. Dette fører til større udsondring af talg, såkaldt sebum, i talgkirtlerne, til fortykning af hudlaget rundt om kirtelmundingerne og blokering af kirtlernes udgange.
Symptomer på akne - bumser
Bumser optræder som regel i ansigtet, men de kan også forekomme i nakken, på ryggen, på brystet, på lårene og undertiden på overarmene.
Hvis man klemmer på filipenserne, kan huden blive yderligere skadet, og risikoen for infektion blive større.
Når en filipens læges, dukker andre op. Hver gang en bums læges , efterlader den en mørkerød plet, som imidlertid som regel blegner bort. Ved betændelse trækkes helingsprocessen ud i flere uger og kan undertiden efterlade synlige ar.
Komplikationer ved akne - bumser
Over halvdelen af alle drenge mellem 14 og 18 år har akne i større eller mindre grad. Det er ikke helt så almindeligt hos unge piger, som ofte får bumser omkring menstruationstidspunktet.
Det er imidlertid ikke almindeligt med så svær akne, at der opstår permanente ar. Visse type af akne synes at være arvelige, især hvis fedtet hud er et typisk træk.
Akne påvirker ikke den almindelige helbredstilstand, men mange unge kan lide voldsomt rent psykisk pga. de misklædende bumser.
Det er vigtigt at lade være med at klemme på filipenser i ansigtet, eftersom området da lettere bliver inficeret, og det kan føre til permanente ar.
Forholdsregler
Den som har akne i mild form kan nøjes med de enkle råd, der foreslås nedenfor som hjælp til at holde problemet under kontrol. Hvis tilstanden forværres, bør man søge hudlæge.
Men tænk på, at man selv lægger mest mærke til bumserne, og at andre mennesker helt sikkert ikke lægger lige så meget mærke til dem. Den sorte farve i en hudorm er ikke snavs, men pigment.
Behandling
Hjemme:
Der findes ikke noget sikkert bevis på, at det man spiser påvirker filipenserne, men meget tyder på, at f.eks. fed mad, chokolade, nødder og ost giver mere udsat hud hos mange unge.
Vask huden grundigt to gange om dagen. Det åbner porerne og fjerner det overskud af overhud, som tilstopper dem.
Solens ultraviolette stråler har en god effekt på akne. Undgå at klemme eller pille i filipenserne - og fremfor alt, rør aldrig ved en umoden filipens - det gør bare sagen værre.
Bad ansigtet med specielt ansigtsvand, der findes i håndkøb på apoteket. Brug det dog med måde, ellers kan huden tørre for meget ud.
Hos lægen:
Ved svær akne bør man gå til en hudlæge. Der foregår behandlingen, men man må ofte prøve sig frem i lang tid.
Lægen kan f.eks. ordinere et specielt præparat, som får huden til at skalle af og har en antiseptisk virkning til forebyggelse af nye filipenser. Hvis dette ikke hjælper, kan lægen foreskrive små doser antibiotika, som skal tages dagligt i flere måneder.
Også endnu længere behandling med specielle lægemidler kan undertiden være nødvendigt for at helbrede en hårdnakket og svær akne. De kan imidlertid give en del bivirkninger som f.eks. udtørring af øjne og læber samt ledsmerter.
Desuden må man absolut ikke være gravid, når man får dem, eftersom de kan forårsage misdannelser og ufrivillig abort. De behandlingsmetoder, der findes, medfører en gradvis forbedring - der findes ikke noget enkelt og hurtigtvirkende middel.