Hvornår barnet skal bades første gang, er der delte meninger om. Nogle steder anbefales at vente, til navlestumpen er faldet af. Andre steder bades børnene, mens navlestumpen stadig er der. Navlen bliver fin i begge tilfælde, blot er det vigtigt at tørre navlestedet grundigt efter badet. Se Navlen.
Mange babyer elsker at bade, måske fordi det minder om fostertilværelsen. Du kan bade barnet dagligt. Hvis din tid er knap, eller barnet ikke synes om at være i bad, kan du roligt nøjes med at give bad 1-2 gange ugentlig. Men husk dagligt at tørre grundigt i alle barnets hudfolder.
Badet kan også bruges som noget beroligende, hvis barnet græder, er uroligt eller har ondt i maven.
Det nyfødte barn græder ofte, når det skal bades, fordi det føler sig utryg ved at få alt tøjet af. Det kan gøres mere behageligt for barnet ved at lade undertrøjen være det sidste stykke tøj, som fjernes.
Har du mulighed for at sætte dig i et voksenbadekar med barnet tæt op ad dig og med kroppen helt dækket af vand, vil barnet føle stor tryghed, og I vil sikkert nyde det begge to!
Der skal altid være en, der kan række og tage barnet, fordi du let kan glide i karret. Tidspunktet skal være, når det passer bedst for familien, og hvor barnet er oplagt og befinder sig godt med badet. Badet giver også far og barn en god mulighed for at have en hyggestund alene sammen, så husk at skiftes. Om badet er før eller efter, at barnet har fået mad, er ikke så vigtigt, dog vil et meget sultent barn ikke kunne nyde det, og det helt spæde barn vil ofte gylpe, hvis det bliver badet umiddelbart efter, det har fået mad, det vil da være bedre at vente lidt.
Nogle starter med at bade barnet i håndvasken. Det er da vigtigt at rengøre håndvasken før og efter badet, vær opmærksom på, at barnet let kan slå sig på vandhane og kanter. Så både sikkerhedsmæssigt og hygiejnemæssigt er det at foretrække, at barnet har sit eget badekar.
Placér karret i en højde, der passer for din ryg og et sted, hvor det er let at komme af med vandet igen, f.eks. på en plade ovenpå badekarret, på gulvet i brusenichen eller på et bord.
Sørg for at alt det, der skal bruges til badet og til påklædningen bagefter, er fundet frem, inden I starter.
Rummet, barnet bades i, skal være lunt og uden træk.
Badevandet skal være 35-36°C. Det kan måles med et badetermometer, men du kan også træne dig op til at føle temperaturen med håndled eller albuespids. Fyld så meget vand i baljen, at hele barnets krop er dækket af vand, det føles mest behageligt. Læg venstre arm bag barnets nakke og hold om barnets venstre overarm, derved støttes barnets hoved, og du undgår, at det kommer under vand. Pak hurtigt barnet ind i et håndklæde efter badet. |