Børn ved godt de er for tykke selvom mor og far ikke taler om det Artikel

Hvert femte barn er overvægtigt, og en ny undersøgelse viser, at forældre, som forsøger at få deres barn til at tabe sig, gør det skjult, for ikke at give barnet nederlag og skade dets selvværd. Men det kan være en dårlig strategi, hvis det gør overvægten til noget farlig, vi ikke må tale om siger psykolog Helle Grønbæk.

Børn ved godt de vejer for meget

Forældre med børn, som er overvægtige, kæmper dagligt en kamp at få børnene til at tabe sig uden at de lider nederlag, eller føler at der er noget galt med dem. Men selvom forældrene forsøger at skåne børnene, så ved de små poder godt, at kostændringerne og den ekstra motion er fordi de vejer for meget-det viser en ny Ph.d. afhandling af Pernille Andreasen, institut for psykologi, Syddansk Universitet.

Psykolog Helle Grønbæk fra enheden for Børn og Unge på Holbæk Sygehus, arbejder til dagligt med overvægtige børn, som kæmper med den psykologiske side af overvægt og hun kan godt forstå, at forældrene vælger ikke at involvere børnene i vægttabsprojektet

- Afhængig af hvor gammelt barnet er og hvor overvægtig det er, så kan det give god mening ikke at involvere barnet. De fleste af os tager jo heller ikke børnene med på råd, inden vi går ud og handler eller laver aftensmad. Det er de voksnes opgave og ansvar og ikke noget vores små børn behøver at forholde sig til, siger hun.

Læs også:
Giv din familie et "sund-vægt" hjem

Børn skal have lov til at tale om deres overvægt

Alligevel mener Helle Grønbæk ikke, at man skal forsøge at skjule, at man laver kostforandringer, for som Ph.d. afhandlingen også viser, så ved de fleste børn godt, hvis de vejer for meget og hvis deres forældre forsøger at få dem til at tabe sig.

- Når børn bliver bevidste om at de er overvægtige, gør de sig ofte en masse tanker og fantasier, og det er vigtigt at de kan tale om det med deres forældre om det. Har man et barn der er overvægtig og som taler om sin dumme tykke mave, så tal med barnet om maven, hvorfor den er dum, om det er fordi man bliver drillet med sin tykke mave, eller fordi den gør det svært at løbe og lege . Lad barnet sætte ord på de tanker og forestillinger de har, siger hun.

Sådan kan du hjælpe dit barn med at tabe sig

I følge Helle Grønbæk kan man ikke komme med en enkelt drejebog, som alle forældre kan bruge, hvis deres børn skal tabe sig. Men her kommer hun med en række råd til forældre med overvægtige børn

Forældrenes ansvar

Det er altid dit ansvar som forælder at dine børn er sunde og raske og ikke vejer for meget. Derfor er det også dig som forælder, som skal lave de forandringer, der er nødvendige for at dit barn taber sig.

Læs også:
Det kan gøre dit barn tykt

Hvalpefedt er en myte

Bortforklar ikke dit barns overvægt med at det er hvalpefedt. Tykke børn vokser sjældent ud af deres overvægt uden en indsats, som oftest bliver de blot mere overvægtige.Vores livvstil i dag fremmer på mange måder overvægt mere end tidligere: computere, tv, mængde af slik, fastfood osv

Børn skal ikke på slankekur

Tænk ikke på dit barns vægttab som en slankekur, en slankekur med en måned uden slik og sodavand er ikke løsningen. Fjern stille og roligt de ting i hverdagen, som du godt ved ikke er godt for vægten. Livsstilændringer skal holde hele livet – og med små forandringer behøver dit barn heller ikke at tænke over det.

Motion gør børn glade og lette

Sørg for at dit barn og resten af familien får motion. Lad dit barn gå til sport og sæt evt. begrænsninger for hvor længe dit barn må se tv eller spille computer hver dag, så dit barn får bevæget sig. Langt de fleste børn kan godt lide at bevæge sig f.eks. i leg og de bliver glade af det og får mere energi. Hvis dit barn motionerer, behøver du ikke sætte helt så stramme restriktioner på maden.

Læs også:
Kost og motion til overvægtige børn

Børn er forskellige

Forklar dit barn, at børn er forskellige – nogen kan spise rigtig meget og andre kan ikke spise så meget – så dit barn ikke føler sig forkert.

Søg hjælp til vægttabet

Er dit barn meget overvægtig, så insister på at få professionel hjælp. Mange steder findes der endnu ikke permanente tilbud til overvægtige børn og deres familier, men kommunerne er ved at komme efter det. På Holbæk og Hillerød Sygehus er der i dag enheder, som er specialiseret i at hjælpe overvægtige børn.

Læs artikel om Ph.d. afhandlingen af Pernille Andreasen her