Det er meget ubehageligt at blive brændt af brændenælder. Man får små blærer på huden og det klør, svier og brænder. Heldigvis er det ganske ufarligt at blive brændt. Her får du gode og enkle råd til, hvad du skal gøre, hvis uheldet er ude.
Brændenælder brænder fordi de smager godt
Alle har sikkert prøvet at blive brændt af brændenælder, for de vokser alle steder, og er svære at undgå. De kan være flere meter høje eller ligge som små flade planter og gemme sig i græsplæner og bede. Brændenælder smager godt og derfor har de udviklet et effektivt forsvar mod dyr som vil æde dem.
Brændenælden skærer hul i huden
Brændenælderne er tæt beklædt med hår på deres stængel og blade. De har i stærk forstørrelse et udseende som den øverste del på en flaske eller kanyle. Når menneskets krop får kontakt med en brændenælde, bliver spidsen af hårene knækket, som hvis man slår halsen af en flaske. Bruddet er skarpt skråt afskåret og skærer derfor, let som en kniv, hul på vores hud. Nældens hår indeholder en giftig væske, som siver ind i det fremkomne sår og giver en brændende fornemmelse. Det klør, og samtidig dannes der små væskefyldte blærer.
Brændenælden indeholder gift, men er ikke farlig
Brændenældens hår indeholder flere giftstoffer. I det håret knækker, afgiver det små mængder af stoffet Histamin. Det er Histaminen, der forårsager de små hævelser i huden og giver kløe. De giftige stoffer, der forårsager smerterne, er først og fremmest Acethylcholin og Serotonin samt et endnu ikke identificeret stof. Det er faktisk muligt at spise brændenælder. Man kan fx få brændenældete.
Sådan gør du hvis du bliver brændt af brændenælder
- Skrab de små kiselpigge af med f. eks. kanten af et kreditkort
- Vask det forbrændte område med koldt vand eller evt. eddike, der kan opløse lidt af giften.
- Smør eventuelt med lokalbedøvende eller antihistaminholdig creme.
- Ved kraftigere allergisk reaktion kan antihistamintabletter overvejes. Men i de fleste tilfælde er reaktionen så kortvarig, at medikamentet ikke når at virke, før reaktionen er forsvundet