Dermato-venerologi (hud- og kønssygdomme) kategori

Dermato-verenologi er læren om hud- og kønssygdomme, der kan være medfødte eller seksuelt overført.

Dermatologi kommer af græsk dermatos = hud og er læren om huden og dens sygdomme, mens specialet inden for kønssygdomme er opkaldt efter den romerske gudinde, Venus, og således betegnes venerologi.

Dermato-venerologi omfatter forebyggelse, diagnostik, behandling, symptomlindring og rehabilitering af patienter med sygdomme, skader og medfødte misdannelser i huden samt seksuelt overførte sygdomme.

Dermato-venerologens uddannelse

Uddannelsen til dermato-verenolog hører under speciallæge uddannelsen. En dermato-verenolog er derfor en uddannet læge, der der har specialiseret sig inden for hud- og kønssygdomme.

  • Medicinstudiet på universitetet (bachelor og kandidat) - 6 år
  • Klinisk basisuddannelse (KBU - før kendt som turnus) - 1 år
  • Introduktionsstilling inden for et speciale ud af 25 anerkendte specialer - 1 år
  • Hoveduddannelsesstilling inden for det valgte speciale - 4 til 5 år

Samlet set tager det omkring 12 år at blive speciallæge i hud- og kønssygdomme. Speciallægen arbejder bl.a. på sygehusene i de såkaldte Dermato-Venerologiske afdelinger, men kan også have egen klinik.

En speciallæge i dermato-verenologi er en læge, der har specialiseret sig i hud- og kønssygdomme. Uddannelsen tager op til 12 år at gennemføre.

Hvad kan en dermato-veronolog behandle?

Det er et stort spektrum af sygdomme, speciallægen i dermato-venerologi arbejder med f.eks.:

  • Fodvorter
  • Psoriasis
  • Udslet/eksem
  • Kondylomer
  • Svampe- eller clamydiainfektion
  • Syfilis

Hvordan foregår en behandling hos en dermato-verenolog?

Mange hudsygdomme forsøges behandlet med forskellige cremer, dog er det de færreste hudsygdomme, som kan kureres helt.

Behandlingen består almindeligvis af at lindre symptomerne, som ofte skyldes en slags overreaktion i huden. En vigtig ingrediens i mange af cremerne er steroid, da dette stof dæmper kroppens immunforsvar og dermed overreaktionen i huden.

Kønssygdommene skyldes almindeligvis svampe, virus eller bakterier. Svampe- og bakterieinfektionerne behandles med antibiotika, mens virusinfektioner er vanskeligere at have med at gøre. Herpes kan dog i dag behandles i en vis udstrækning.