Hvis vi igen ser på fru Hansen fra eksemplet i "Motionsmanualen - eksempel på Motionsrecepten", kan vi se på, hvorledes skemaerne kan bruges, hvis hun har fået artrose i et hofteled. Det første program, der er lagt før fru Hansen udviklede artrose, er baseret på Motionsrecepten.
Hendes træning består hovedsageligt af konditionsgivende aktiviteter med enkelte momenter, der er styrkegivende.
Ved at se i Specialprogrammet for sygdomsgruppe 3, "Bevægeapparat sygdomme", som artrose hører til, kan man se, at der under "konditionstræning" ikke er anført noget. Det vil sige, at hun kan fortsætte med sine nuværende konditionsgivende aktiviteter. Punktet "Forsigtighed/ kontraindikationer" viser dog, at hun skal være opmærksom på, at hendes folkedans muligvis kan give "ledbelastning med aksial kompression og vrid". Det vil kunne give "tiltagende ledsmerter efter træning" og kunne medføre behov for pause og måske ændring af belastningsmønsteret fremover.
Under punktet "Styrketræning" i "Træningsformer" fremgår imidlertid, at det er den primære træningsform for artrosepatienter. Derfor skal fru Hansen have omlagt eller suppleret sit program med styrkegivende aktiviteter.