Forsnævring af spiserøret (Striktur af spiserøret) Artikel

Forsnævring af spiserøret er en tilstand, hvor mad og væske er svært at synke. Symptomer indebærer bl.a. sure opstød og gylp. Behandlingen er oftest en ballonudvidelse af spiserøret.

Årsager


Forsnævring af spiserøret kan have forskellige årsager:

  • Spiserørskatar (ofte som følge af mavesyrerefluks).

  • Akalasi .

  • Mavesår med ardannelse og efterfølgende skrumpning af spiserøret.

  • Cancer i spiserøret .

  • Medfødte misdannelser i spiserøret.

Symptomer på forsnævring af spiserøret


Det vigtigste symptom er synkebesvær, som følge af den mekaniske blokering. Andre symptomer, som f.eks. kan være halsbrand og sure opstød, skyldes den tilgrundliggende årsag.

Diagnose


Diagnosen stilles enten ved røntgenundersøgelse med kontrast i spiserøret eller med en kikkertundersøgelse .

Behandling af forsnævring af spiserøret


Forsnævring af spiserøret er en alvorlig lidelse, der kræver behandling. Behandlingen går ud på at forsøge at udvide forsnævringen. Det gøres ved en såkaldt ballonudvidelse, hvor man synker en lille ballon, som derefter oppustes langsomt, så forsnævringen udvides. Behandlingen skal ofte gentages flere gange, og forsnævringen kommer ofte tilbage, især i de tilfælde, hvor årsagen er mavesyrerefluks.