Definition og årsager
Fosterdød er defineret ved død af fosteret efter den 22. graviditetsuge. Før 22. uge defineres fosterdød som abort . Denne grænse blev ændret i 2004 fra 28. uge. Dette skyldes, at man har vurderet, at der nu findes gode muligheder for at håndtere selv meget for tidligt fødte børn.
Der findes adskillige årsager til, at en graviditet ikke kan opretholdes. Dette kan være:
- Langsom tilvækst hos fosteret (IUGR).
- Svære misdannelser.
- Forliggende moderkage (placenta praevia).
- For tidlig løsning af livmoderen (abruptio placentae).
- Navlesnorskomplikationer, som f.eks. navlesnorsfremfald, hvor navlestrengen passerer helt eller delvis gennem livmoderhalsen og således afklemmes, hvorved blodforsyningen til fosteret nedsættes. Det kan også være kvælning i navlesnoren.
- Sukkersyge (Diabetes mellitus) hos moderen.
I ca. 20% af tilfældene finder man dog ikke årsagen til fosterdøden.
Symptomer på fosterdød
Det vigtigste symptom er, at kvinden pludselig føler mindre liv.
Forholdsregler og diagnose
Hvis kvinden føler mindre liv, skal hun søge læge. Dette kan føre til, at hun bliver ultralydsskannet , og at moder og foster overvåges med kardiotokografi .
Behandling af fosterdød
Behandlingen består i, så snart det er muligt, at føde det døde foster, da det kan være særdeles svært for kvinden, at gå rundt med det store psykiske pres forbundet med at bære sit døde barn.
Komplikationer ved fosterdød
Hvis fosteret ikke fødes, og specielt hvis fostervandet er gået, er der risiko for infektion, og i værste fald blodforgiftning (sepsis) og kvindens død.
Det er vigtigt efterfølgende at søge psykisk støtte, da en dødsfødsel kan være noget mere belastende for kvinden end en abort. Specielt hvis årsagen ikke er kendt.