Definition og årsager
Øjets hornhinde og linse bryder lysets stråler, så de samles på nethinden (for detaljeret forklaring, se brydningsfejl ). Øjet er, når det er korriget med brille, indstillet til at se ting på lang adstand. Når man skal se ting, der er tæt på (f.eks. læse en avis), har øjet brug for at samle lyset endnu mere. Dette gøres ved hjælp af linsen, hvis form er fleksibel. Linsen er spændt ud i nogle små tråde, som styres af en lille muskel i øjet. Når musklen strammes, vil linsen blive mere rund og bøje lysets stråler mere - og herved kan man se ting tæt på.
Linsens indhold vokser hele livet og med alderen bliver linsen mere stiv og ufleksibel. Det bliver derfor sværere at stille skarpt på ting, der er tæt på og man bliver mere og mere langsynet. Dette kaldes gammelmandssyn, fordi det kommer med alderen.
Symptomer på gammelmandssyn
Gammelmandssyn starter som regel i 40-års alderen og forværres til omkring 65-års alderen.
Det nære syn bliver dårligere, hvilket som regel viser sig som problemer med at læse avisen eller en bog. Bogstaverne flyder sammen, og man vil som regel uden at tænke over det holde bogen længere væk fra kroppen. Hvis man er nærsynet, hjælper det at fjerne sine almindelige briller, hvis man skal se ting tæt på.
Ved fremkomst af disse symptomer bør man kontakte en optiker eller en øjenlæge, der kan vurdere, om man lider af gammelmandssyn.
Behandling af gammelmandssyn
Fra 40-års alderen til omkring de 65 år vil synet blive mere og mere påvirket af den aldrende linse. Herefter vil tilstanden ikke længere forværres, da evnen til at ændre linsens form er gået helt tabt. Fuldt udviklet gammelmandssyn vil som regel kræve briller med styrken +3. Man kan enten vælge et par læsebriller, eller få lagt et læsefelt ind i sine almindelige briller, hvis man i forvejen har brug for en brille.
Der findes forskellige kirurgiske teknikker, herunder laserbehandling, med hvilke man har forsøgt at behandle gammelmandssyn. Det optiske resultat er ofte kortvarigt og af ringe kvalitet. Den eneste sikre måde man kirurgisk kan opnå læsesyn er ved ilægning af en flerstyrke kunstlinse i øjet. Oprerationen er lig den man foretager ved behandling af grå stær.
Denne artikel blev først publiceret i 2007 på Sundhedsguiden.dk forfattet af Læge Signe Modvig. Opdateret og redigeret af Speciallæge i Øjensygdomme Peter Vangsted den 29/10 - 2014 - Cheflæge på City-Eye-Clinic i København.