Tag cyklen hver dag - også ved gigt
En tur på cyklen tæller med i den anbefalede daglige mængde motion. En tur på cyklen kan kombineres med de daglige indkøb, et besøg på biblioteket eller turen til og fra arbejde, skole eller børneinstitution. Og så kan det være en -dejlig oplevelse at følges med andre ud i naturen og opleve den på tæt hold fra en cykel.
Når du har gener i ryg, led og muskler
Ved cykling belaster din kropsvægt ikke dine led og muskler i benene så meget som ved f.eks. løb, og du kan selv justere, hvor hårdt og hvor længe du har lyst til at motionere. Det er derfor en velegnet motionsform for dig, der har besvær fra muskler og led i hofter, knæ og fødder.
Det vil altid være en god idé at drøfte motionsform med din læge eller fysioterapeut, hvis du er i længerevarende behandling (f.eks. i forbindelse med en bindevævssygdom eller operation) eller hvis du er i en fysisk tilstand, hvor du er i tvivl om, hvad du må udøve.