Definition og årsager
Halsbrand er en brændende følelse, der sidder bag brystbenet og/eller i halsen, og er i reglen koblet til sure opstød, hvor man kan smage den sure mavesyre. Se iøvrigt halsbrand og mavesyrerefluks.
Halsbranden skyldes, at der kommer syre op i spiserøret, som derved bliver irriteret. Specifikt for den gravide er, at hendes lukkemekanisme på overgangen mellem spiserøret og mavesækken bliver svagere sammen med andre muskler. Mere betydende er nok det øgede tryk i maven, pga. livmoderen, der trykker på mavesækken, og derved presser mavesyre op i spiserøret.
Behandling af halsbrand under graviditeten
Behandlingen kan ligesom ved halsbrand i almindelighed behandles med syreneutraliserende midler. Nogle syrenedsættende midler kan også anvendes under graviditeten. Disse skal udskrives på recept af kvindens egen læge.
Forebyggelse af halsbrand under graviditeten
Man kan forebygge halsbrand ved at anvende en ekstra hovedpude om natten, således at hovedet ligger en smule højere, og dermed nedsætter tilbageløbet fra mavesækken til spiserøret.
Kvinder, der er overvægtige, har allerede inden graviditeten øget risiko for halsbrand, og kan derfor nedsætte risikoen ved at tabe sig inden en graviditet.
Kaffe og te giver muligvis en øget risiko for halsbrand, omend der ikke er enighed herom. Har man erfaring med bestemte fødevarer, der fremkalder sure opstød eller halsbrand, bør man undgå disse, ligesom indtag af fødevarer, lige inden man går i seng, bør undgås.