Da kræft kan opstå hvor som helst i kroppen, kan symptomerne være vidt forskellige. Der er imidlertid nogle hovedområder, som det er vigtigt at være opmærksom på.
Følgende symptomer kan være tegn på en kræftsygdom og bør undersøges af en læge:
- Knuder - især i hud, bryster og testikler (se undersøgelsesmetoder nedenfor). Alle knuder bør undersøges af en læge.
- Modermærker, der ændrer størrelse, form eller farve.
- Sår, der opstår uden forklaring eller sår, der ikke vil hele.
- Blødninger fra kropsåbninger, blod i afføring eller i opspyt.
- Problemer med vandladning.
- Længerevarende problemer med afføring - ændret hyppighed og konsistens.
- Længerevarende feber eller træthed (flere uger).
- Længerevarende smerter.
- Uforklarligt vægttab.
- Problemer med synet eller vedvarende hovedpine.
- Hævede lymfeknuder kan være tegn på begyndende spredning af en cancer.
- Vedvarende hæshed (flere uger).
- Vedvarende hoste (flere uger).
- Vedvarende synkebesvær.